Afsenderen er Giovanni Pico della Mirandola var en italiensk filosof, og hans tale, vi arbejder med her, præsenterer læseren for, hvad Mirandola kaldte menneskets værdighed. Mirandola forklarer i sin tale menneskets plads i verden og Guds hensigt med menneskets eksistens.
Modtageren til denne tekst er de lærde – tænkere eller filosoffer fra den samme tid. Vi vil i det følgende forklare, hvordan renæssancens menneskesyn kommer til udtryk i teksten. Renæssancen var præget af demokrati, individualitet og videnskab. Tekstens tendens består i Mirandolas meget kristne syn, men også hvordan individualiteten fremtræder. Mennesket begynder at komme i centrum, og derfor er tekstens formål for Mirandola selvfølgelig at oplyse de lærde om sine synspunkter. I talen indgår ideologisk og kulturarv som historiebrug.
”Alt var allerede fyldt, alt var fordelt på de højeste, de mellemste og de laveste”
”Derfor besluttede han til sidst, skønt alt allerede var fuldendt, sådan som Moses og Timaios bevidner, at skabe mennesket.”
Ifølge kilden har Gud skabt verden og mennesket til sidst, for at mennesket skulle kunne beundre verden. Trods alt har Gud ikke skabt verden for mennesket, men mennesket er skabt for at yde til den beundring universet skal nyde af. Renæssancens menneskesyn er selvfølgelig præget af den her genfødsel, som også fyldes af de her ideer om det individuelle menneske, som selv skal skabe sine tanker og holdninger. I og med mennesket er på jorden for at beundre, har mennesket ingen funktion som leder, hvilket betyder, det enkelte menneske selv skal danne sig et liv.
Det er gratis at oprette en konto