Oplysningstiden var en periode i den europæiske historie der strækkede sig fra ca. 1690 til ca. 1780. perioden var overordnet præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft.
Den britiske filosof John Locke levede fra 1632-1704. Udover at være filosof var han også uddannet læge og psykolog. John Locke udgør desuden den gruppe af filosoffer, der kaldes empirister. Locke formulerer empirismen, på den måde, at alle vores idéer, dvs. hele vores bevidsthedsindhold, i sidste instans stammer fra erfaringen. Han har haft stor betydning for den politiske filosofi. Han fremhævede, at det var statens opgave at sikre det enkelte individs frihed, lighed og suverænitet. John Locke fik dermed stor indflydelse på fremtidige grundlove. En af hans vigtige fremhævelser kommer han med, i sin bog fra 1689 ”Et brev om tolerance”. Denne blev senere efterfulgt af bogen ”Et essay om den menneskelige forståelse” hvori Locke udfolder sin empiristiske erkendelsesteori. Erkendelsesteorien er en gren inden for filosofien, som arbejder med egenskaberne, ophavet og grænserne for menneskelig viden og erkendelse.
Ud fra John Lockes samfundsmæssige perspektiv mener han, at staten kan sætte regler for mennesker som individer, men den kan aldrig skabe en tvunget overbevisning. Med det menes, at mennesker havde ret og dermed fri vilje til selv at vælge. Væsentligt for John Lockes tanker var også, at der skulle være en tredeling af magten, så den udøvende, lovgivende og dømmende magt var uafhængige af hinanden.
Det er gratis at oprette en konto