“Eveline” er en novelle fra novellesamlingen “Dubliners” fra 1914. Den er skrevet af James Augustine Aloysius Joyce (1882-1941). Han var irsk forfatter og digter - og anses for at være en af de mest betydningsfulde forfattere i det tyvende århundrede. James Joyce er blandt andet kendt for sin brug af fremstillingsformen: “stream of consciousness” eller på dansk: tankestrøm. Det er en skrivestil, hvor forfatteren gengiver en persons tanker - lige præcis sådan som man kan forestille sig, personen tænker dem. For eksempel bruger han denne skrivestil i romanen “Ulysses” (1922), hvor han gengiver en mands tanker ved hjælp af ufuldstændige, usorterede og afbrudte sætninger. I novellen “Eveline” er det ikke typisk “stream of consciousness”, der bliver brugt - men snarere det man kalder indre monologer. En særlig måde at beskrive tanker på - som også benyttes i “Eveline” - er ved brug af dækket direkte tale: “Hjem!” (s. 9 l. 19) “Var det klogt?” (s. 9 l. 29) og “Kunne hun stadig trække sig tilbage (...)?” (s. 12 l. 126). Fortælleren i denne novelle er en 3. persons fortæller. Læseren får adgang til Evelines følelser, tanker og ønsker. “Eveline” handler om den 19-årige Eveline Hill fra Irland, der siden hendes mor døde, har haft ansvar for at holde sammen på hjemmet. Hun sidder ved vinduet og tænker tilbage på sin barndom. Hun mindes, hvordan hendes liv engang var sammen med faderen, moderen og hendes to brødre; Harry og Ernest. Nu er både moderen og Ernest død og Harry bor et andet sted. Forholdene er altså ikke som de var engang: “Alting forandrer sig. Nu skulle hun rejse bort som de andre, hun skulle forlade sit hjem,” (s. 9 l. 17). Det skræmmer hende - især da hun kigger på tingene i stuen og tænker, at hun måske aldrig kommer til at se dem igen. Hendes kæreste sømanden Frank vil nemlig have hende til at give afkald på hendes liv i Irland, hvor hun blandt andet har ansvaret for at tjene penge til familien og passe hendes gamle far og to børn. Frank vil have hende med til Buenos Aires, hvor han har et hjem. Frank fascinerer hende, fordi han har oplevet en masse (set andre lande m.m.) som hun ikke selv har. Selvom hun synes livet i barndomshjemmet er hårdt, synes hun ikke det er så forfærdeligt, når hun tænker på, hun måske snart skal forlade det. Eveline er altså splittet mellem to verdener. Hun ved ikke, om hun fortsat skal holde sammen på hjemmet eller flygte med sin elskede som hendes far har forbudt hende at se: “(...) hendes far havde fundet ud af at de kom sammen og havde forbudt hende at have noget med ham at gøre,” (s. 11 l. 84). Det er en stor beslutning at tage, fordi Eveline frygter sin far: “Hun vidste at det var det som havde givet hende hjertebanken,” (s. 10 l. 44). Ordet ‘det’ hentyder til hendes fars voldelighed. Han slog hendes to brødre, da de var små. Selvom han aldrig slog Eveline, fordi hun var en pige, har han truet hende på det sidste: “(...) alt det han ville gøre ved hende,” (s. 10 l. 46), hvis det ikke var for hendes døde mors skyld. Faderen, der har været voldsom ved brødrene og nu også verbalt ved Eveline, har haft en grund til hans hårde facon. Set fra et psykologisk synspunkt er moderens død her en vigtig faktor. Han var ikke så slem, da moderen levede: “Men alligevel havde de det godt dengang,” (s. 9 l. 13). I begyndelsen af 1914-tallet, hvor historien sikkert skal forestille at foregå, var det oftest moderen, der stod for at passe hjemmet med alt hvad det indebar. Faderen skulle tjene penge til familien. Men da hans kone blev syg og senere døde, blev han frustreret. Nu var der pludselig ikke længere nogen til at få dagligdagen i hjemme til at fungere - derfor måtte Eveline tage over. Faderens frustration vises gennem hans strenge adfærd og tale - fx da han råber af en italiener med en lirekasse: “Forbandede italienere! Hvad skal de her!” (s. 11, l. 108), da Evelines mor ligger på dødslejet. Faderen forbyder Eveline at være sammen med Frank: “Jeg kender den slags sømænd,” (s. 11 l. 86), fordi han ved, at hvis hun finder en mand, vil hun sandsynligvis rejse hjemmefra - og så står han alene tilbage. Eveline er den eneste tilbage. Uden hende er han alene med to børn. Det er også først i den senere tid - hvor hun er på vej til at blive en voksen kvinde - han er begyndt at true hende. Hans trusler er måske hans måde at fortælle, at han frygter at miste hende. Faderen er godt klar over, at tiden hvor hans datter skal flyve fra reden, nærmer sig. I forhold til faderen er Evelines følelser splittede. Hun både hader og elsker sin far. Han havde for eksempel engang taget moderens kysehat på, så børnene ville grine af ham. Eveline ved også, at hvis hun rejser vil hendes - efterhånden gamle - far savne hende. Selvom faderen for det meste behandler Eveline dårligt, er han alligevel bange for at miste hende. De få minder Eveline har af ‘den søde far’, er tegn på, at han også holder af hende. Dette er en af de gode sider ved faderen, men hans trusler og den måde han taler til sin datter på - fx: “Han sagde at hun bare satte pengene over styr, at hun ikke kunne tænke (...)” (s. 10 l. 53) - viser den dårlige side af ham. Han respekterer hende ikke. Selvom hun tjener penge for at forsørge familien, værdsætter han det ikke. Når Eveline tænker på sin mor - og hvordan hun var, lige inden hun døde, bliver hun skræmt. Hun ønsker ikke at ende ligesom hende. Hun vil ikke også ende med at blive sindssyg: “Et liv fuldt af banale opofrelser som endte i sindssyge,” (s. 11 l. 110-111). Så snart hun tænker tilbage på dette, vil hun flygte væk fra det hele med Frank. Hun veksler altså hele tiden imellem beslutningen om, at hun vil rejse med Frank - og at hun vil blive i Irland.Da Eveline sidder med to afskedsbreve i hånden - et til Harry og et til hendes far, kommer en italiener med en lirekasse forbi hendes vindue. Han minder hende om løftet hun har givet til sin mor: “Hun havde givet sin mor, et løfte om at holde sammen op hjemmet så længe hun kunne,” (s. 11 l. 102). Hun tror muligvis det er et tegn på, at hun alligevel ikke skal tage med Frank ud på det vilde hav: “Mærkeligt at den skulle komme herop i aften,” (s. 11 l. 100). Det er nemlig den sidste aften, inden hun skal rejse afsted med ham, som hun har lovet. Hun står altså i et nærmest uløseligt dilemma: hun har både lovet Frank, at hun vil tage med ham til Buenos Aires - men hun har også lovet sin afdøde mor at passe på huset. Hun føler sig forpligtet til at overholde begge aftaler, men kan selvfølgelig kun overholde den ene. I sidste øjeblik, lige inden de skal til at gå ombord på skibet, tænker hun: “Kunne hun stadig trække sig tilbage efter alt hvad han havde gjort for hende?” (s. 12 l. 126). Hun er stadig meget i tvivl - men beslutter sig for at holde løftet, hun gav til sin mor.Eveline bliver også selv sindssyg til sidst, da hun nægter at rejse med ham: “Der var ingen spor i hendes øjne af kærlighed til ham, af afsked eller genkendelse,” (s. 12 l. 140). Hendes adfærd ændrer sig hurtigt - og nu føler hun slet ingenting.Havet kan i denne novelle fortolkes som det ukendte. Havet er det, Eveline ikke kender til - og som både tiltrækker og afskrækker hende. Buenos Aires beskrives som: “et fjernt, ukendt land,” (s. 10 l. 40) det vil sige noget ukendt og derfor skræmmende og spændende på samme tid. Da hun står med Frank og venter på skibet, beskrives menneskeflokken, hun står i på denne måde: “Hun stod i den bølgende mængde ved afgangsstedet på North Wall,” (s. 11 l. 118). Ved at bruge metaforen “bølgende mængde” leder forfatteren vores tanker hen på havet. Da Frank tager hendes hånd for at hive hende med over på skibet, bliver hun frygtelig bange: “Alle verdens have tumlede omkring hendes hjerte (...) han ville drukne hende,” (s. 12 l. 131 og 132). Når han trækker hende i hånden og siger, at hun skal komme, føler hun, at han vil tage med hende med ud i det mørke, ukendte hav. Ud til det hun ikke kender til, ud til der hvor hun ikke kan bunde. Tanken om springet ud i det ukendte, er så stor en belastning, at hun ‘drukner’ rent psykisk: “Midt ude på havene udsendte hun et kvaltfuldt skrig!” (s. 12 l. 135). Det er her, hun bliver sindssyg.Tager man freudianske briller på, er havet det ubevidste - det der har med lyst og død at gøre. Evelines er styret af sit over-jeg (normer, samvittighed m.m.). Hun overholder de normer og følger den moral, omgivelserne forventer. Det er derfor, hun ikke tager med Frank. Et vigtigt tema i denne novelle handler om normer og identitetsdannelse. Hvor og hvad er det, der egentlig bestemmer, hvem man bliver til? For Evelines vedkommende kan man sige, at hun aldrig finder sit ‘jeg’, fordi hendes identitet er bundet til det lille irske samfunds normer og moral.Et andet essentielt tema i teksten er synet på kvinder. Eveline er nemlig underlagt manden i familien (sin far) og varehuset behandler hende ikke med respekt. Hovedperson tænker på den ene side, at også hun fortjener at være lykkelig: “Hvorfor skulle hun være ulykkelig? Hun havde ret til at være lykkelig,” (s. 11 l. 116). Hun vil altså gerne gøre noget for sig selv for at blive lykkelig, men hun tør ikke. Skal hun tro på sig selv, bryde normerne og trodse synet om, at kvinder ikke har meget at skulle sige - eller være lydhør og fortsat undertrykt af sin arbejdsplads og far? Hendes valg af sidstnævnte viser, at hun ikke er så selvsikker nok til at flygte.Forbudt kærlighed er også et tema i denne tekst. Frank og Eveline ser hinanden, selvom faderen har forbudt det.Det faktum at novellen skildrer familielivet i 1914 - og at Eveline overhovedet overvejer at rejse med Frank - fortæller os at kvinders selvstændighed i den tid kom mere og mere i fokus. Novellens udgivelse er nemlig også fire år før kvinder får stemmeret i Irland (1918). Det er altså i denne tid, kvinder begynder at tænke, at de bør have flere rettigheder. Mange kvinder havde som Eveline lysten til at leve et liv, hvor de ikke længere var underlagt manden. Dog havde de fleste ikke modet til at lave et sådan normbrud - ligesom Eveline heller ikke turde. Det var bestemt heller ikke velset, hvis en kvinde flygtede med sin elskede og forlod ansvaret for husholdning, børnepasning og så videre. Dette er Eveline også klar over. Det er interessant at stille kvindesynet i denne ældre novelle i kontrast til kvinders placering i samfundet i dag. Nogle religioner - fx islam - lever stadig med dette ‘gammeldags’ kvindesyn. Hvorimod kvinder i nutidens Danmark har en helt anden status. Antallet af kvindelige chefer på arbejdspladser er stadigt stigende - og mange kvinder vælger i højere grad erhvervslivet (karrieren) frem for familielivet. Rollerne er altså nu meget mere ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd. Begge tjener de penge for at forsørge familien, vasker op efter aftensmaden, smører madpakker m.m. Denne novelle kan siges at være realistisk, fordi den beskriver forholdene i Irland som de faktisk var på den tid, fortællinger er skrevet.
Det er gratis at oprette en konto