Det startede for en uge siden. Jeg var populær, havde mange veninder, og var egentlig også ret glad. Jeg havde ingen kæreste, men der var mange der flirtede med mig. Jeg havde et godt liv. Mine forældre vare glade sammen, og havde ingen hensigt til at blive skilt. Vi havde et fantastisk liv.
Men så skete det. Den eneste "sande" veninde jeg havde døde. Ja, jeg havde mange veninder, men de var kun veninde med mig fordi jeg var populær. På grund af hendes død blev jeg mere og mere indelukket. Jeg begyndte at gå i alt for stort tøj, hættetrøjer og sådan nogle ting, og pludselig ville ingen kendes ved mig. Jeg var blevet en outsider. Mit ellers så perfekte liv var ødelagt. Jeg begyndte at gå med de forkerte, begyndte at drikke, tage stoffer og pjække. Dette var min måde at sørge på.
Alle personerne der sagde de var veninder med mig før undgik mig nu. Derhjemme begyndte det også bare at gå ned af bakke. Mor og far kom hele tiden op at skændes over ingenting, og de skældte også mig ud.
Det hele startede om mandagen, men om onsdagen skete et mirakel. Jeg og mit slæng hang ud nede i centeret. Det var skole tid, så vi forventede ikke at der var nogle vi kendte. En af drengene hev noget pulver frem og sagde hvad man skulle gøre. Jeg havde aldrig prøvet det før, og da jeg lige skulle til at tage det var der en der kom og rev mig væk. Jeg kunne ikke se personen ordentligt da jeg var rimelig omtåget. Da jeg og personen var kommet et godt stykke væk smed personen mig ned på asfalten. Vi var nået udenfor, og nu kunne jeg se hvem personen var. Det var en af de populære fra skolen. En af de drenge der tit havde lagt an på mig. Jeg tænkte på, hvorfor kom han og tog mig væk? Han kunne da ikke lide mig? Han var jo stoppet med at snakke med mig efter hun var blevet forandret. Jeg sad bare på jorden og stirrede på ham. Efter lidt tid spurgte jeg eller rettere råbte jeg "Hvorfor fanden gjorde du det?" og så surt på ham. Han sagde efter lidt tid "Jeg har altid kunne lide dig, og jeg kan ikke klare at se du ødelægger dig selv på den måde mere". Jeg blev helt forbløffet. Havde han altid kunne lide mig? Jeg havde altid troet det kun var fordi jeg var smuk eller populær. Efter lidt tid spurgte jeg "Har, har, har du altid kunne lide mig?" med åben mund. Han sagde hurtigt ja. Efter det tog han mine hænder og så kærligt på mig. Jeg rødmede og sagde ikke noget. Efter endnu mere tid lænede han sig fremad og begyndte at kysse mig. Jeg kyssede automatisk med. Jeg havde på en måde altid kunne lide ham, og nu da jeg havde fundet ud af han også kunne lide mig, så kunne det være vi kunne blive kærester. Lige da jeg tænkte det stoppede han og spurgte "Vil du være min kæreste?" og så stadig kærligt på mig. Jeg sagde selvfølgelig ja. Han sagde at jeg aldrig måtte være sammen med dem jeg gik med nu, men det havde jeg det helt fint med. Det var efter at jeg begyndte at gå med dem at jeg var begyndt på alle de dumme ting.
Det er gratis at oprette en konto