Der var engang en dreng ved navn Oskar. Han var en høj, mørkhåret, brunøjet dreng. Han var efterhånden blevet træt af, at arbejde hjemme på gården, med hans 5 brødre og 2 søstre. De arbejde alle sammen for deres onkel, da deres forældre var døde, og de havde ikke andet familie at tage hen til. Oskar var den yngste bror. Hans brødre var nogle lede sataner. De kunne ikke være glade på andres vegne, de løj og bedrog. Mens hans søstre var noget gud måtte have skabt, de var de sødeste, hjælpende og forstående mennesker, Oskar nogensinde havde mødt. Han var så glad for at kunne kalde dem søstre. Oskars motto var at “Den, som vil have en fejlfri ven, forbliver ensom”. Derfor var han altid sød overfor alle, han synes ikke at man skal skue hunden på hårene. Han synes man skal give alle en chance, uanset hvad de har gjort. Fordi folk kan ændre sig. En dag ville Oskar ud og give alle mennesker en chance. Han pakkede sine ting og tog benene på nakken, hvis han sagde at han tog afsted ville onklen ikke lade ham gå. Han havde jo brug for folk til at arbejde på hans marker. Og når Oskar og hans søskende hjalp, behøvede han ikke at betale nogen til det. Han blev enig med sig selv om, at han ville besøge 3 landsbyer, derefter ville han tage hjem og arbejde for onklen igen, Han ville ikke lade hans søstre i stikken. De skulle have et godt liv, om så hans selv skulle lide. Efter 11 dages ridt kom han endelig til den første landsby. Der var mennesker overalt. Han havde skrevet en masse af hans ordsprog ned på små sedler, det havde han gjort på vejen hen til landsbyen. På de små sedler kunne der fx stå: “ En ven er én, som ved alt om dig, og alligevel kan lide dig” eller “Der findes tre ting, som ikke kan skjules: Kærlighed, hoste og fattigdom” han prøvede at hjælpe mennesker. Hans ordsprog var meget lærerige. Det synes alle der havde læste dem. Han delte dem ud til unge som gamle. De blev så glade alle sammen. Oskar blev lykkelig af, at se de dejlige mennesker, give folk en chance mere, at Unge hjalp de gamle. Det samme skete i de næste to landsbyer. Oskar begyndte at savne hans søstre, men han savnede faktisk os hans brødre, de selviske brødre som aldrig havde gjort nogen noget godt, udover dem selv. Dem savnede han. Han tog hjem til hans søstre og brødre. Imens han havde været væk havde hans brødre fået håret i postkassen, de havde slået en gris ihjel. Oska valgte at tage hans søstre væk. De skulle ikke have vokse op her. Hans onkel kunne godt se det smarte i at de rejste, så han gav dem tre heste, så de kunne ride væk. Tiden gik og de blev alle gamle. Oskar og hans søstre havde rejst verden rundt og hjulpet mennesker. De var blevet verdensberømte, og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Det er gratis at oprette en konto