Ingen rose uden torne

Amina er en selvstændig, selvsikker kvinde. Hun tog hånd om sit eget liv og sin egen karriere. Hun slap fri af hendes forældres lænker, og forlod den kontrollerende omfavnelse. Hendes opvækst har sat sit præg, men hun har fået vendt det til en form for styrke.af [NAVN A] Jeg banker blidt på døren, og venter spændt på at Aminas ansigt kommer til syne. Jeg kigger mig rundt omkring og får øje på høje træer som kredser om det hyggelige, gule hus. Hendes forhave er nydelig, og man kan se at der er lagt arbejde i blomsterbed, græsplæne og buske. Efter et par sekunders venten, bliver døren åbnet. »Jamen godaften kære ven, hvor er det dejligt at se dig igen! Jeg har glædet mig til at du skulle komme, så jeg kunne fortælle dig alle de ting du er interesseret i at høre. Hvor bliver det spændende«, lyder det fra Amina.Amina er altid blevet set som en varm og venlig person, som altid har haft et nemt og dejligt liv. Hun bliver opfattet som et menneske med overskud og som har styr på sine ting. Men Amina har ikke altid haft et nemt og lykkeligt liv.Vi træder ind i stuen, og derefter videre ud i køkkenet. Hun beder mig om at sætte mig, og sætter sig derefter selv ned over for mig. Jeg er nysgerrig efter at høre om hendes barndom og opvækst. En frataget barndom»Som 7-årig blev jeg forladt i Marokko af mine forældre. Jeg boede hos en familie som var mine forældre bekendte. Da vi først rejste derhen, troede jeg at vi skulle på ferie og at jeg selvfølgelig skulle med dem tilbage til Danmark. Men sådan blev det ikke. De havde besluttet sig for at efterlade mig hos denne familie jeg knap kendte«. Et par dage inden Aminas forældre tog tilbage til Danmark, tog hendes far hende med hen på en skole, hvor han aftalte med skolens rektor om hvilken klasse hun nu skulle gå i, i Marokko.»Mine forældre fortalte mig, at grunden til at de måtte forlade Marokko var fordi at min far blev nødt til at arbejde i Danmark. Jeg troede selvfølgelig på min far, jeg var 7 år gammel. Jeg så aldrig min familie i de år jeg boede der, men jeg snakkede jævnligt i telefon med en af mine søstre, som kæmpede for at jeg kunne komme tilbage til Danmark. Hun var så også den eneste som gjorde det«.Amina kommer hurtigt i tanke om at hun ikke har tilbudt mig noget at drikke, og spørger undskyldende om hun må byde mig på en sodavand. Jeg takker pænt ja. »De tog endda mit pas, så jeg kunne intet gøre. Det var mit livs hårdeste år, og starten var værst. Jeg var vant til at sove ved en 19-tiden hjemme i Danmark, hvor jeg nu måtte leve med fem timers søvn, læse og studere. Jeg følte at det var umenneskeligt at leve sådan«. De fleste tror at hun har fået en masse hjælp og støtte gennem hendes liv, men i realiteten er der sket det modsatte. Hendes liv har aldrig været en dans på røde roser, men hun mener selv at hun har fået vendt sine indre dæmoner til en styrke, som hun gør stor brug af den dag i dag.