Teksten ”En rose” stammer fra samlingen ’Sommer’ af Amalie Skram, 1899. I teksten ”En rose” møder vi et ægtepar, der ikke længere fungerer optimalt. Manden i ægteskabet havde elsket sin kone overalt på jorden, men nu var han blevet træt og ligeglad med det hele, og det samme var konen – en tendens, der ofte ses i Det Moderne Gennembrud. I teksten er kvinden blevet en anden. Hun passer ikke sin mand op, og hendes liv afhænger ikke længere kun af ham. ”En rose” starter in medias res, midt i en samtale mellem to personer. De to personer er manden og kvinden i ægteskabet, som også er de vigtigste og eneste talende personer i teksten. Fortælleren er 3.person og man følger det ud fra mandens synsvinkel. Vi følger også med i hvordan konen ser det udefra og de flashbacks som manden har, f.eks.: ”Når han så mindes de svundne dage! Dengang hun var ganske liden. –Al den fryd, der da havde vært mellem dem.” (s. 13 l. 79-80) Vi ser i sætningen, at ægteskabet har forandret sig. Konen er blevet en anden. Ét sted skifter synsvinklen: ”Hun læste i hans øjne, at der ikke var noget håb, og hun følte det som om en byrde sank fra hende.” (s. 15 l. 156-157) Her ser man situationen med manden i sygesengen, set fra konens synsvinkel. Amalie Skram har muligvis valgt at gøre det på denne måde, fordi at man som læser på den måde ikke er i tvivl om hvad konen mener og føler om mandens sygdom. Hun spørger lægen, ser i hans øjne og indser at hendes mand er ved at dø. Konen bliver ikke ulykkelig, men føler i stedet en byrde synker fra hende. Læseren er altså ikke i tvivl om nu, at konen er lettet eller glad for at manden skal dø. Når manden beskriver sin kone, lyder hun ikke særlig smuk: ”Hun var lys, blond og stormavet, med blege dybtliggende øjne, og tyndt hår, der foran i panden var brændt i purr af et krøllejern.” (s. 12 l. 3-4) eller: ”Hvor var hun klodset og bjørnetung. Dette gule, tynde hode, disse hvide labber af hænder, og denne store mave.” En ydre beskrivelse af den kone, som man virkelig elsker ville ikke indebære en sammenligning om hendes udseende med bjørne, men snarere sammenligninger med blomster eller noget andet smukt. Når en mand virkelig elsker en kvinde vil han også lægge mere vægt på den indre skønhed end den ydre. Manden beskriver hendes brændte pandehår, som er forårsage af et krøllejern. Han ved altså udemærket godt, at det ikke er hendes naturlige krøller, og han virker meget utilfreds med hendes ydre. Kærligheden mellem ægteparet synes at være forsvundet. Manden kender ikke længere sin kone, men hun virker nærmest som en fremmed for ham: ”Hun så igen med et glimtende blik. Et blik, der stak ham. Onde? Er de onde, de øjne?” Manden kender ikke længere sin kone. Ud fra det han tænker, virker det ikke som om de er gift og har en datter sammen. En kone han trods alt elskede engang: ”Denne kvinde, som han havde elsket over alt i verden”. (s. 12 l. 17)Jo længere man kommer ned i teksten, jo mere negativ bliver den. Manden savner at have en hustru. En hustru, der kunne pleje om ham. ”Hans hustru var ingen hustru.” (s. 14 l. 90) Det kunne da også godt synes som om, at hustruen ikke længere er bekymret for sin mand: ”Ha, ha, ha! Du dø! Og hvad skulde jeg så gjøre med dit lig?” På den anden side skal det nok nærmere forstås som om, at konen er oprigtig ked af det, men ved ikke hvordan hun skal bearbejde den følelse. Hun fortrænger måske sorgen og overfører sorgen på at lave jokes om hans død. ”Du er selvfølgelig forundret over at jeg ikke tar denne din sygdom sørgmodig nok. Men jeg kan ikke. Jeg har git dig alt hvad jeg har. Jeg har ikke mere.” Konen ser sig selv lidt som ofret i situationen. Hun bebrejder ham, at hun ikke kan tage sygdommen alvorligt nok. Hun har givet ham alt hvad hun havde i sig og manden giver hende ret. Ingen har været så god mod ham, men samtidig ingen så ond. Der har dog været kærlighed i ægteskabet på et tidspunkt. Der er nemlig kommet en datter, Karen, ud af det. Manden i ægteskabet beslutter sig for at skrive et brev til datteren, som hun skal læse og derved mindes ham når han er død. I brevet skriver han ’husker Du’ rigtig mange gange. Det er fordi, han vil have, at Karen skal mindes ham og de ting de havde gjort sammen: ”Husker du mine sangen om kvældene, når mamma var ude, og Du lå i din seng.” (s. 14 l. 103) Manden understreger, at mamma var ude. Når moderen ikke var der, så var faren der. Faren var altså det sidste datteren så, før hun lagde sig til at sove og dette prøver faren du at genopfriske.”Jeg sang for Dig –jeg, som ikke kunde synge.” (s. 14 l. 104) Det lyder til ud fra sætningen, at faren gjorde alt for datteren. Han sang endda for hende, selvom han slet ikke kunne synge. Da manden er på vej imod døden, ser han en kæmpestor rose, større end jorden: ”En rødmende solgalns lå over den, og forgyldte dens millioner af bløde blade.” (s. 16 l. 194-195) Der er fyldt med positive ord i resten af teksten. Før i historien var der ord som ’trist’, ’bleg’, ’brændt’ osv., men nu er vi blevet taget til en anden virkelighed, hvor ord som ’forgyldt, ’sang’ og ’underfuld’ forekommer. Det er en helt anden verden vi er kommet i og rosen, som er et symbol på kærlighed, kan hér være et symbol på deres ægteskab. Mellem de skinnende rosenblade, lå millioner af udløste menneskesjæle, altså alle de stridigheder, som ægteparret ikke nåede at få afklaret inden mandens død. Citatet fra Bibelen om, at Gud gav sin enbårne søn, kunne være fordi manden var afklaret med, at han nu var på vej mod paradis. Gud må tage nogle af sine børn, og i dette tilfælde er det blevet mandens tur, som nu skal møde sine forældre og søskende i paradis.
Det er gratis at oprette en konto