To, snart tre år er gået. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg ved ikke engang hvor vi startede, og jeg ved ikke engang hvor vi endte. For at være ærlig tror jeg , at jeg tabte dig da vi begge valgte at starte vores slankekur, selvom det føltes som om det var det der holdt os sammen. Det der var vores fællesting, det der var os. Det styrtede vores forhold. Vi guidede hinanden. Jeg lærte dig at svare din mor igen, lærte dig at være stædig til at sige nej til mad. Jeg har lært dig så meget, og du har lært mig så meget. Jeg støttede dig igennem alt. Jeg klappede dig på skulderen da du sagde nej til mad, og du var stolt af mig da jeg intet spiste. Du… du ringede hver dag. Jeg husker det tydeligt. Hver evig eneste dag sad jeg i røret med en grædende dig. Du fortalte hvor uretfærdigt dine forældre var, hvor uretfærdige det i skolen var, hvor uretfærdigt verden var, og jeg gjorde alt i min magt for at hjælpe dig. Jeg tænkte ikke over min egne problemer. Var de der, så skubbede jeg dem til side for dig. Jeg har aldrig ”ofret” så meget til en person. Jeg elsker at hjælpe folk, men det ødelagde du.
Det er gratis at oprette en konto