Alle omkring mig begynder så småt at forlade flyet. Hvorfor er det så svært? I hvilken verden er det deprimerende at tage afsked til den kvinde, der lige har serveret mig peanuts? Det er et latterligt spørgsmål, for jeg kender svaret. Det har jeg gjort i alt for lang tid, men udfordringen er ikke at finde svaret. Nej, udfordringen er at acceptere svaret. Jeg har ingen erindring om en dag de sidste fire år, hvor jeg ikke har tænkt på hverken spørgsmålet eller svaret. Jeg har endnu ikke formået at få svaret til at forlade min mund, og jeg frygter mere end noget andet, at jeg aldrig vil være i stand til at svare. Spørgsmålet er selvfølgelig ikke, hvorfor jeg ikke kan sige farvel til kvinden, der står et par meter foran mig.
Tårerne, der hænger i min øjenkrog, føles som de tungeste genstande i verdenen. Hvordan skal jeg være i stand til at bære noget så tungt? Det er jeg ikke, for de første tårer er allerede trillet ned over mine kinder, og efter dem følger mange andre.
Skriget, der hober sig op i min mund, føles som et brændende bål. Et brændende bål, sendt til min krop for at destruere det, der for mange år siden skabte både spørgsmålet og svaret. Uanset, hvor meget jeg prøver, har jeg ikke magten til at kunne slukke bålets flammer. Det har allerede forladt min mund, og det er i dette sekund godt i gang med at brænde flyet ned. Bålet er langt fra ensomt. Hvis det endda var det eneste bål, ville det aldrig blive ligeså alene, som jeg er. Som jeg har været alt for længe.
Det er gratis at oprette en konto