FSA Hænder - Dansk Stil

Jeg sidder i venterstolen på hospitalet, den der står henne i hjørnet. Jeg tænker tilbage på den fremtid, jeg for nu start 2,5 måned siden havde været så sikker på. Fremtiden med det perfekte job og den perfekte mand. Alle de planer vi havde foran os, alle de ting vi gerne ville opleve sammen. Men alt dette var bare en drøm nu, en drøm som nu, nok ikke ville blive til virkelighed. Jeg husker dagen så tydeligt, vi havde aftalt at han skulle komme og hente mig på mit arbejde når jeg ?k fri. Jeg var gået ud på parkeringspladsen, for at vente på ham. Jeg stod og ventede på ham i et stykke tid, og kunne ikke forstår hvor han blev af. Jeg stod og overvejede om jeg skulle ringe til ham, for at høre for han blev af, da min mobil ringer nede i min taske - jeg regnede med at det var ham der ringede for at sige hvor han blev af. Men da jeg tager mobilen op og kigger, af ren rutine, på skærmen, for at se hvem det er der ringer. Men i stedet for at se min mands nummer, viser min mobil mig et ukendt nummer. Jeg trykker på den grønne telefon på skærmen og tager mobilen op til øret. En dame stemme giver sig til kende, og siger at det nok er best at jeg ?nder et sted og sætter mig. Derefter forklarer hun mig at min mand er kommet ud for en slem bilulykke, at der var en lastbil som var kørt lige ind i siden på ham og at han lige nu lå i koma. Hun forklarer mig nogle partiske informationer og vi lagde begge på. Der stod jeg, vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Prøvede at samle mig og da jeg endelige kunne tænkte klart igen, tog jeg over på hospitaltet. Der var ikke så lang, så jeg gik. Det gjorde alligevel ikke noget at få lidt frisk luft. Da jeg kom hen til hospitalet gik jeg hen til skranken, som damen i telefon havde sagt at jeg skulle gøre, sagde min mands navn til resepsonisten. Resepsonisten kiggede ned på sin skærm og skrev noget, jeg gik ud fra at hun søge efter navnet som jeg lige havde givet hende, så hun kunne fortælle mig hvor jeg skulle gå hen. Da hun var færdig med at taste, så hun op på mig med et lille smil fuld af medlidenhed. Hun kaldte på en sygeplejerske og sagde til mig at jeg bare skulle følge med ham. Det gjorde jeg. Vi gik hen til elevatoren og kørte en sal op. Vi gik ud af elevatoren og gik ned at en lille gang der dele sig som et T-kryds og gik til venstre, der hvor der pegede et skilt, hvorpå der stod ‘INTENSIV’. Gangen her, var der glas ind til alle stuerene. Jeg kiggede ind gennem vinduerne, og så ikke andet mennesker der lå alene og viklet ind i massevis af slanger. Da vi havde gået halvvejs, stoppede sygeplejersken op foran et at de mange vindurer, men til forskel fra de andre tomme vinduer, var der masser af læger inde bag dette. I mens jeg havde stået og kigget igennem glasset, var sygeplejersken forsvundet. De læger som stod der inde begyndte at gå ud og da den sidste læge var på vej ud standstede han i dørkarmen og sagde at jeg måtte være patientens kone. Jeg nikkede. Lægen gjorde tegn til at jeg skulle følge med ind på stuen - det gjorde jeg. Jeg gik langsomt ind og stoppede op en halv meter fra hospitalsengen. Jeg ?k øje på min mand, hans ene ben var der lagt gips på, hans