Realismen var ikke bare en stil, men også en filosofi, en virkelighedsopfattelse, der hvilede på naturvidenskabens grund. Litteraturen fungerede som et laboratorium – til forsøg med og kortlæggelse af menneskenaturen – eller som et forum for problemer under debat.
Det afgørende ved det folkelige gennembrud, som fandt sted i perioden 1900-14, var, at forfatterne selv kom fra små kår og som sådan stod folket nærmere. Deres kunst var mindre kompliceret, men mere virkelighedsnær. Fokus rykkede væk fra København og ud mod hidtil oversete befolknings-grupper i udkantsområderne på de magre jorde. Man skrev om de sociale kår, de sociale overgreb og de sælsomme skæbner, som ramte almindelige mennesker af folket. Og det skete i et hverdagsagtigt sprog, præget af dialekt og egnsudtryk.
De folkelige forfattere leverede en umiddelbar hyldest til det arbejdende folk og det fysiske arbejde. Forfatterne var i kontakt med det stoflige: mulden, redskaberne, de skæve randeksistenser, men først og fremmest landarbejderen, tyendet eller den fattige bonde, der intet ejede, og som stod afklædte over for tilværelsen. Dag for dag måtte dette nøgne menneske kæmpe for sit brød og sin eksistens.
Martin Andersen Nexø og Jeppe Aakjær havde følt undertrykkelsen på deres egen krop og kendte den verden, de skrev om, indefra.
Det er gratis at oprette en konto