Stanley parabel

Det er en historie om en mand, ved navn Stanley. Stanley arbejdede på en virksomhed i en stor bygning, her var han medarbejder på nummer 427.stanleys arbejde var meget nemt. Han sad på et kontor og trykkede på knapper på et keyboard. Ordrerne kom gennem en skærm ved siden af hans bord. Og de fortæller ham, hvad han skal trykke på, og hvor lang tid han skal trykke dem og i hvilken rækkefølge. Og det gjorde han hver dag hver måned hvert år. Hvor mange andre ville syntes det var meget kedeligt. Men Stanley følte hvert øjeblik, at han var lavet til netop det her job. Stanley var glad, og så en dag noget meget pludseligt skete noget, det ville ændre Stanley for altid. Noget han aldrig rigtig ville glemme. Han havde været på sit kontor i næsten en time. Før han opdagede, at ikke en eneste ordre var kommet på skærmen for ham at følge. Ikke en eneste havde givet han instruktioner, kalde til et møde eller ikke engang sagt hej. Aldrig i alle disse er det sket det komplet isoleret, noget var meget forkert. Chokeret frossen Stanley fandt han selv for første gang utilgængelig til og røre sig, men han kom til sig selv og rejste op fra sit bord og ud i gangen. Stanley besluttede sig at gå ud til personale-lokalet for og checke på hans medarbejdere. Han har aldrig fungeret helt af sig selv, og havde konstant brig for støtte og guide fra andre, han var omringet af total ensomhed, og det skræmte ham. Da Stanley kom til to åbne døre, så tog han den til venstre, det var den helt forkerte vej, og det vidste Stanley udmærket godt, så han drejede til venstre ind i den næste dør for at komme på den rigtige vej. Men Stanley var så dårlig var så dårlig til og finde vej, det var utroligt at han ikke blev fyret for lang tid siden, måske var det derfor alle var gået fra ham, ingen ville være sammen med ham og siden han var gået ind i midten af ingenting. Og var i gang med at ødelægge hele historien. Stanley besluttede at straffe sig selv. Så da han kom til elevatoren, og da dørene åbnede trådte han ind og trykkede på knappen til at gå op. Den næsten forvirrede Stanley, at han faktisk var gået i en fælde, en jern-fælde med metalplader foran ham, der ville knuse hver knogle i hans krop. Efter alt det skulle det ikke være en overraskelse, at dette skulle lede ham til hans død. Han tænkte inden i ham selv ”det er simpelthen den pris man skal betale for at ødelægge sådan en god historie” så han var villig til at acceptere sin skæbne, men pladerne stoppede. Lige inden han blev knust han nåede og komme fri, det er alligevel en skam for alt det arbejde, det var sådan en meningsløs sejr for fortælleren. Alle muligheder for Stanley var lavet for ham allerede lang tid før han satte sin fod her. Stanley var allerede død, fra det øjeblik han startede her. Og endelig kom han til personale-køkkenet. Men der var ikke nogen. Så han gik videre, så kom han til en trappe, en der gik op og en der gik ned af. Han gik op af til bossens kontor, han gik derind, men han var der heller ikke, der var ikke det eneste spor ad liv nogen steder. Han begyndte at føle sig svimmel log en lille smule syg, han troede han skulle besvime. Da han så et pengeskab, der sad i hjørnet af kontoret. Stanley havde aldrig set det pengeskab før. Han havde ingen ide om, hvad koden var, eller hvad der var i det. Faktisk var det kun bossen der kendte til det. Det var måske bossens største og mørkeste hemmelighed. Han havde designede det, så det kun var han der kendte koden. Men Stanley vidste ikke at bossens kode var hans skabs-nummer i college, som var 1957. men selvfølgelig kunne Stanley jo ikke vide det. Stanley sad bare og legede med knapperne.