”Husk nu at gå forsigtigt til værks, Peterson! Psykopaten kan være overalt derude!”
Peterson vente hovedet tilbage, og hævede stemmen en smule: ”Bare pas dig selv, blev der sagt!” Peterson efterlod sin kollega, liggende henover en vognchauffør, som var blevet trampet ihjel. Alle kunne fornemme den blodige rådne lugt, som havde spredt sig overalt. Peterson fulgte efter blodsporene, som forsvandt ind i den sneklædte skov.
Hans øjne blev krympet sammen af den blæste sne. Vinden tog fat, som var det en hård sten der blev kastet mod hans bryst. Han kiggede nysgerrigt på det røde, halvslidte skilt, som stod helt alene. Han mærkede koldt på sine inderlommer, men der var intet han kunne mærke. Forkølet, sulten og irritabelt stod han helt for sig selv. Han tænkte tilbage på den varme stemningsfulde stue, som han ville tilbede for at komme tilbage til. Hårdkoldt begav han sig videre mod tonsvis af sne, som lå under hans kolde fødder. Hans hår og øre røg tilbage da en høj lyd kom susende mod intetheden. Han kiggede interesseret på skiltet, som han nu tydeligere kunne se. Skiltet lå ikke alene, som han ellers havde troet. Han stillede sig ud af sne mængden, og stod nu på en gammel landevej. Lastbilen som kom susende, begyndte at sætte ned i tempo. Manden i lastbilen begyndte at rulle vinduet ned, og gjorde det i sådan en høj fart, at han helt fik sved på panden.
Det er gratis at oprette en konto