Vejen ud: en fortælling om selvmordstanker

Jeg vågnede i min seng, men jeg havde knap nok overskud til at åbne øjnene. Da jeg endelig fik min tunge krop ud af sengen, rullede kvalmen ind over mig. Jeg kan ikke beskrive lysten, jeg havde, til at lægge mig tilbage i sengen. Jeg kunne ikke finde lysten til at begynde endnu en af de dage, men sådan havde det været i flere uger. Denne her dag havde jeg lagt en plan. Dog var ikke engang den sikker, jeg havde ingen form for kontrol over mig selv. Jeg nåede ikke at føle brækket på vej op i halsen, før jeg forgæves måtte sigte efter skraldespanden ved sengen. Det var en grim smag, men lugten var værre. Da jeg fik samlet mig sammen til at starte dagen, åbnede jeg vinduet. På mit beskidte gulv lå min dagbog. Det var ikke den slags dagbog som alle andre neurotypiske teenagere har. Det var min udvej. Jeg bladrede mellem siderne, til jeg fandt siden med datoen på. Det var denne dags dato. Det var min plan. Den dato havde jeg fastsat for over to uger siden. Det var der jeg gav op! Egentligt burde jeg have grædt, men jeg var for længst løbet tør for tårer. Nu følte jeg kun vrede. Vreden mod min familie og dem jeg engang kaldte for venner. Men værst af alt vreden mod mig selv. Jeg kunne ikke længere være i min egen krop. Jeg tog dagbogen i lommen på min røde jakke og gik eftertænksomt gennem mit tomme hjem, på villavejen i Århus, ned til forhaven. I dag havde jeg ikke travlt. Far var for længst taget på arbejde. Han havde i lang tid været betydeligt ligeglad med om jeg tog i skole. Jeg gik ned ad vejen, og overvejede om jeg skulle sætte mig på en bænk ved legepladsen. Det gjorde jeg ikke, for jeg havde ikke overskud til at håndtere blikkene, mødrene ville sende mig, når de gik forbi. I stedet gik jeg ned til parken. Der var næsten ingen mennesker, da klokken kun var 13. Efter lidt tid satte jeg mig på en bænk, ved den godt tilgroede sø. Det var is på, selv om vi var langt inde i marts. Dagbogen i min lomme mindede mig om, hvilken dag det var. Jeg tydede min svært læselige håndskrift: Død ved drukning. Ikke den bedste mulighed. Både fordi der var is på søen, men også fordi jeg godt vidste, jeg ikke ville kunne holde mig selv under i lang nok tid, til at drukne. Da jeg så en gruppe piger fra parallelklassen komme gående lidt ned ad stien, skyndte jeg mig videre og ud af parken. Men jeg nåede ikke langt, før kvalmen fra tidligere ramte mig igen. Da jeg var nået omkring 3 kilometer ud af byen, ringede min telefon. Men med kun 4% strøm på nåede far ikke langt ind i skideballen, før telefonen gav op. ”Hvor fanden bliver du af? Er du klar over hvad klokken er? Hvad laver du?”, nåede han lige at råbe. En hel række af spørgsmål jeg ikke kendte svarene på. Først der opdagede jeg, at det var blevet rimelig mørkt og kun en svag gadelygte og stjernerne lyste landevej op. Nu brød tårerne frem, mens jeg hulkende bladrede i min dagbog. Jeg fandt en anden løsning, for at slippe ud af mit liv og da en lastbil kom kørende forbi, tog jeg chancen. Jeg sprang! Men da, i et knapt øjeblik før jeg blev ramt, nåede jeg at fortryde og det var nok til at redde mit liv.