Ensomhed og fortvivlelse efter en traumatisk oplevelse

Hun undlod at svare, hun vidste at jeg ville blive knust. Knust som et glas tabt fra et fly.

Klokken ringede ind. Jeg havde ikke sådan lyst til at gå ind. Ikke efter det jeg lige fik fortalt.

Jeg råbte: "Ses!", og løb alt hvad jeg kunne. Ikke hjem, ingen steder. Bare væk, væk fra det hele.

Jeg løb ud i en skov, og kiggede på hvordan alle dyrene løb væk når jeg nærmede mig. Hvor forskellige vi er fra dem. Jeg ville være et dyr. Dyrene dømmer ikke hianden, ligesom mennesker gør, nej - de tager selv den grimmeste til sig. Hvis bare denne verden var så vidunderlig.

Jeg røg den sidste cigaret jeg havde. Jeg kunne mærke at det begyndte at være alt for koldt. Så koldt, at jeg ville blive til en istap, hvis jeg ikke fik varmen. Jeg begyndte at gå hjem, jeg tænkte på alt det der var sket med Daniel og jeg. Vi var til en fest hos en som Julie kendte. Jeg fik glas efter glas, shot efter shot. Til sidst kunne jeg ikke stå på mine egne ben, så to drenge lagde mig ind på en seng.

En af drengene sagde: "Bare lig du helt stille."