Blod på tanden

Nick var sent på den. Det var næsten et år siden, hun havde set ham, også kunne han ikke engang  komme til tiden. Olivia kiggede op på månen, så hun kunne nyde de kølige stråler, der badede  hendes blege hud. Måneskin var det, hun allerbedst kunne lide i hele verden bortset fra brune  øjne hos en fyr, der så godt ud. Hun skubbede sine solbriller ned på næsetippen og så ud over  smøgen, mens hun tænkte på, hvad fanden der var set med Nick. Hun vippede utålmodigt med  foden og nød lyden af sine stålbeslåede skonæser med fortovet. Gjorde hvad som helst for ikke at  tænke på mindehøjtideligheden for sin mor i morgen. Nå ja, ikke så meget selve højtideligheden,  hun frygtede mere at skulle stå ansigt til ansigt med sin far. Hun mindedes sidste gang, hun  havde set ham, faderkærlighed havde ikke lige været det, der lå ham allermest på sinde. Hendes  mor havde været død i et år, og alligevel kunne hendes far ikke være mere ligeglad med, om hans  mellemste datter kom for at mindes hende eller ej. Olivia skubbede tankerne væk for i stedet at  beundre den fine, hvide hud på sine arme, da hun strakte dem op over hovedet. Det var ikke  fordi, hun nogensinde havde været helt vild efter at blive solbrændt, heller ikke før hun blev  vampyr. Hun kunne stadig færdes i dagslys, men ikke når det var højsommer og aldrig uden, at  skyer eller bygninger gav hende skygge. Som årene gik lagde hun mærke til, hvordan solen  generede hende mere og mere, en faktor halvtreds var altid nok. Hun skubbede de billige plastik  solbriller på plads og lænede sig mod bagdøren ind til Subterranean, mens hun tænkte på,  hvorfor de ikke kunne mødes indenfor i klubben. Klokken var halv elleve lørdag aften stedet  ville vrimle med vampyrer, og hun kunne måske endda se nogle kendte ansigter. På trods af  hendes iver efter at komme væk fra det her sted, så havde hun været ensom de sidste par  måneder. Og så var Nick der, kom listende ud af skyggerne og gled hen imod hende med den  katteagtige ynde, hun kendte så godt. Hans skønhed fik hende altid til at tabe vejret, selv om hun  hadede det vidende glimt i hans øjne, da han som hilsen rørte ved hendes kind. Olivia stirrede  vredt på ham bag sine solbriller “Du kommer for sent.”  “ Og du har ikke fået bedre manerer.”  “ Jeg var i Boston, Nick. Ikke på et genopdragelses kursus  for uopdragne pige.” Nick løftede sine mørke øjenbryn og smilede sit ondskabsfulde smil.” Hey,  sikke en god idé.” Olivia skubbede solbrillerne op på hovedet, så de balancerede på bølgerne i  hendes tykke, sorte, lange hår. Hun vidste, at hendes sølv øjne ville skinne klart ved synet af  hendes Herre, men hun kunne ikke få sig selv til at vise ham, hvor glad hun i virkeligheden var  for at se ham. Det havde han ikke gjort sig fortjent til ikke efter den dag for ti år siden, hvor han  havde stjålet hendes uskyld og forvandlet hende til et uhyre. Han rakte ud efter solbrillerne og  snuppede dem, før hun kunne nå at forhindre det.