Novelle du kommer for sent

Fortsæt novellen: Du kommer for sent Kirkelågen skingre knirken skar sig ubesværet igennem den stille nat, da en ung fyr skubbede den op. Sorte, tunge skyer dækkede himmelen og gjorde det umuligt for månen og de tusindevis af stjerner at oplyse området. Hans fodtrin skurrede sagte imod kirkegårdens perlesten, men var også den eneste lyd, der udskilte sig fra stilheden. Hans øjne fangede navnet på en helt bestemt gravsten. Stephan. Malingen, der gjorde det lettere at skelne bogstaverne fra den grå gravsten, så stadig ny ud. John satte sig på hug foran gravstenen og slog kors for hjertet. Egentlig var han på ingen måde troende, men det var noget andet med ens storebror. Hans øjne aflæste de nymalede bogstaver igen og igen. Navnet. Datoen. Årstallet. Han vidste det hele i forvejen, selvom han ikke havde set gravstenen før. Den havde ikke stået der længe. Han rejste sig, og en let vind fangede hans mørke, halvlange hår, og tvang det frem i panden på ham. ”Jeg gør noget ved det, Stephan. Tro mig.”