Han gik ind i kiosken. Tog elefanthuen på. Han slæbte sin lange kolde frakke ind. Han kiggede op på kameraet. Slentrede hen mod hylderne. Kiggede på varende, derefter på damen bag kassen, der var ved at færdiggøre kundens bestilling. Kiggede tilbage på varende. Tog nogle nødder op. Kastede et hurtigt blik på dem og smed dem tilbage. Da kunden flakkede videre ud gennem døren, begav han sig videre mod kassen. Tog sin hånd ned i lommen. Tog en pistol op og hen mod kassedamens hoved. Hun rystede af skræk. Tårerne væltede ud af hende. Han grinte. Hun vidste allerede hvad hun skulle gøre. Hun kastede alle pengene op på bordet, så kastede han dem videre ned i tasken, hvor alle de andre penge lå. Han gik videre som intet var sket. Det samme fortog han sig. Og næste dag igen.
Sneen faldt let på jorden. Kulden overtog varmen. Sommer blev til vinter. Julepynten blev sat op i vindueskammene og stjernen på toppen af træet. Lys i gaden. Børn der kælkede ned af bakkerne og kastede snebolde på kryds og tværs gennem gaderne. Og selvfølgelig glæden og kærligheden man kunne fornemme, når man gik mellem husende i København. Man kunne fornemme varmen udenfor. Fyldt med glæde og hygge. Man kunne ikke undgå at smile. Gik man bare lidt længere ned, ja bare 40 meter. Drejede ned af hjørnet på de varme gader, var en lille hytte. Der boede han. John. Han sad der. Talte sine penge. Det var forskelligt hver gang. men det var aldrig nok. Han ville mere. Han ville have mere.
Det er gratis at oprette en konto