En 11-årigs møde med politiet

Betjenten havde røget, det var derfor, at der lugtede. Hvorfor spurgte han mig, om jeg ville have en cigaret?. Jeg er jo kun 11 år. Jeg er slet ikke gammel nok til at ryge, og jeg vil heller ikke. Min far er jo en storryger, og jeg vil ikke være som ham. Kan jeg anmelde betjenten?. Nej det tror jeg ikke, jeg har jo ikke noget bevis materiale. Forresten hedder jeg [NAVN A], jeg er 11 år, og jeg bor i Ballerup. Jeg går i 5. klasse på en specialskole, jeg har nemlig ADHD, så i forvejen har jeg lidt problemer, og nu skal jeg afhøres i sagen? Altså jeg kender ikke rigtig noget til den, jeg hjalp jo bare den sårede. Var det forkert at hjælpe ham? Det tror jeg ikke, ellers ville han have været død. Jeg vil bare ikke det her!. Jeg sagde til betjenten ``Må jeg ikke godt gå nu? Jeg har ikke lyst til at være her´´ men han svarede bare ``Nææ, sæt dig nu ned din lille møgunge´´. Jeg tog mine ting, og rejste mig. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Hvorfor gik jeg egentlig? Var det dumt? Men nu, er det forsent at gøre det om. Jeg fortryder det måske lidt. Døren var låst, så jeg sparkede den op. Var det forkert? Har jeg gjort noget ulovligt? Kan jeg komme i fængsel for at have sparket en dør op og løbe væk? ``Stop nu Mathias, drop nu de tanker, sket er sket, gjort er gjort´´ det var svært at sige til sig selv, men jeg gjorde det. Men ét spørgsmål havde jeg stadig ``Kan de finde mig?´´ Jeg er måske lidt bange. Jeg sagde til mig selv ``De finder dig ikke Mathias, tag det nu rolig´´ Men i samme øjeblik, kom de. De kom i en politibil med udrykning. Der er 3 betjente med, jeg skulle komme med dem med det samme. Jeg var virkelig bange nu. Men politiet sagde heldigvis ikke noget om, at jeg stak af. Jeg skulle bare til afhøring. Der lugtede stadig af røg, og jeg kunne ikke lide at være der, det var ulækkert. Jeg rystede, som jeg ellers ikke plejer at gøre, når jeg er bange. Jeg kunne lige pludselig huske, hvorfor jeg stak af. Jeg havde lyst til at gøre det igen, men det nytter jo ikke noget, jeg skal jo afhøres, så de kan komme videre i sagen. Jeg sagde til mig selv ``Jeg må bare få det overstået.´´ Der var ingen vej udenom. Det jeg så omkring den sårede, skulle ud af min mund. Men det var svært. Ordene forsvandt i munden på mig. Alt hvad jeg sagde, var volapyk. Det var nu, at det gjaldt. Det var nu, jeg skulle være ærlig. Det var nu, at jeg skulle være en stikker. Det var i dette øjeblik, at alt stod på spil. Jeg rystede så meget, som jeg aldrig nogensinde har gjort før. Det var svært at sige, men ud af mig, skulle det jo. Jeg sad i afhøringsstolen. Ligbleg i ansigtet. Jeg sagde det her `` Jeg var ude på et tømrefirma, og skulle købe nogle speciel skruer til min far. Ham manden der arbejde der, stod og skar nogle brædder over på en savmaskine. Han savede sin finger af, og ville trykke på nødstop, men knappen virkede ikke. Jeg løb hen til ham, og stoppede maskinen. Han blødte rigtig meget. Jeg ringede 112, og de kom 5min. efter og hjalp manden. Jeg kørte med i ambulancen, for at støtte manden. Han sagde til mig `` Sønnike, tusinde tak fordi du er ved min side. Jeg hedder Erik.´´ Vi kørte mod rigshospitalet. Han fortalte mig, at han ville lægge sag an mod firmaet, der havde solgt ham den savmaskine. Jeg besøgte ham på hospitalet, han var der i 3 dage, nu er han kommet hjem. Han er startet på arbejde igen stille og roligt. Han har på højrehånd kun 4 fingre. Hospitalet ville ikke sy hans finger på. Så de lukkede bare, der hvor han havde savet sig. Det var en tragisk oplevelse. Det var ikke særlig sjovt at se ham have så ondt. Han skreg, han råbte og han ømmede sig. Det var det der skete.´´ Politimanden kiggede på mig. Og sagde til mig `` Hold da op Mathias. Det må have været en grotesk oplevelse, du har haft. Du har gjort meget for den her sag. Tusinde tak for hjælpen.´´ Tårerne begyndte at løbe ned af kinderne på mig. Jeg var mere påvirket af oplevelsen, end jeg troede. Betjenten sagde ``Jeg tror, at vi skal have fundet en psykolog til dig. Du er meget påvirket af den her oplevelse.´´ Og det kunne jeg jo ikke løbe fra. Jeg var blevet helt mundlam, men jeg fik ikke lov til at gå hjem endnu. Jeg skulle først have psykologhjælp. Psykologen kom, og vi fik snakket. Det var rart, at have en man kunne snakke med om det hele, der går én på. Inden jeg gik hjem, gik jeg ind til betjenten, og sagde ``Tak fordi at du skaffede en psykolog til mig.´´ Der er endnu ikke faldet dom i sagen. Mon der er flere, der mister fingre…