Jeg løber. Jeg skriger. Jeg falder. Jeg griber. Jeg fanger ingenting med mine panikslagende hænder, der kaotisk griber efter noget, at klynge sig til. Men mine krampagtige fingre griber aldrig noget. Jeg rammer vandoverfladen, og min krop skærer igennem vandets knivskarpe horisont.
Vand. Vandet, der altid spiller dig et puds. Dets overflade der lokker dig, bølger blødt over kloden, som fine lagener. Men som tilintetgør alt og alle, der kommer i vejen for det.
Jeg falder. Jeg rammer. Jeg omsluttes af isnende sort masse, der skære igennem min krop som dybfrosne knive. Min hud. Min krop. Mine lunger. Mine øjne. Mig. Mit. Alt. Og med ét åbnes mine øjenlåg og jeg stirrer ind i hendes øjne. Jeg kender dem, men jeg kender dem ikke. De blå kvinde-øjne, der er ligeså blå som det vand der forvolder så stor skade, som ødelægger alt omkring sig, i samarbejde med tiden. De er et mageligt par de to, ødelæggelse og forældelse. Vi ved alle, at de i sidste ende bliver vores undergang.
Jeg stirrer. Jeg genkender. Jeg har det som om jeg har kendt dem hele mit liv, men jeg ser dem kun i mine drømme.
Og det er omkring her, jeg vågner. Altid de samme drømme, altid det samme mareridt om, og om igen. Eller drømme er hvad jeg kalder dem. Jeg er efterhånden kommet i tvivl om, hvorvidt det er erindringer, eller blot illustrationer, som vores underbevidsthed danner, når kroppen slapper af. Men måske er det ligegyldigt, de er de samme alligevel. Jeg vågner alligevel altid op rædselsslagen, og rystende af kulde. Jeg har prøvet alt. At skrue op for varmen, så der stort set er ørken-hede på mit værelse, men alligevel vågner jeg op, rystende af kulde, som om jeg slet ikke har været i vær-elset, mens jeg drømmer. Drømmefangere i massevis. Gamle underlige ritualer. Sovemedicin. Psy-kolog hjælp. Men lige meget hjalp det.
Det er gratis at oprette en konto