Skolereformen 2014Flere og flere meninger. Alt i alt et splittet Danmark der skal føre næste generation videre ud på livets landevej. I August 2014 vedtog man i regeringen, at den nye skolereform skulle træde i kraft; en reform der efter sigende skulle gøre de danske skoleelever, både dygtigere fagligt, men også skulle udvikle dem på det mere kreative plan. Reformen skulle have vagt opsigt, og skulle have taget det forgangne system med storm - men nu sidder mange mennesker tilbage med en følelse af magtesløshed grundet bl.a. forberedelsestiden, det højere niveau og ikke mindst den tid efter skole og arbejde der er forandret. Og er det virkelig denne følelse der skal præge folkeskolen resten af tiden den socialistiske regering sidder ved magten? Før reformen, stormede lockoutens vrede henover landet grundet politikernes indtag, og også denne gang er det politikerne der sidder med folkeskolen og dens mange tilhængere i hånden.Folkeskolelærer Karsten Bräuner, der med sin kronik i politiken har sat et kæmpe udråbstegn op, mener at den nye reform har forandret lærerrollen fra den tidligere måde at undervise på.Hans artikel hedder ‘Forberedelsen forsvandt med skolereformen’ og heri kommer han rundt om emnet med sine egne meninger - og også det at han har inddraget et eksempel, hvor han i en periode på 40 dage (fra 1. september til 10. oktober) har lavet en dag-til-dag opgørelse over hans forberedelsestid, gør at han virker meget troværdig, fordi det kommer fra virkeligheden; det virkelige liv som lærer i en tilsyneladende uoverkommelig reform.Man kan tydeligt mærke undervejs i kronikken, at Karsten er modstander af reformen; “Formålet med reformen er at gøre folkeskolen bedre gennem en mere spændende og varieret undervisning. Lærerens reducerede forberedelsestid gør det umuligt for skolen at leve op til dette formål.” Karsten mener altså at reformen er uopnålig at leve op til, og at den nedsænkede forberedelsestid mere eller mindre har skylden. Og det er jo klart for enhver at når forberedelsestiden svinder, gør det at undervisningen ikke er struktureret. Men er det nødvendigvis en dårlig ting? Kan det passe, at selve forberedelsen gør undervisningen bedre? I hvert fald mener Karsten at det er enhver lærers job at kunne sætte sig ind i tingene, og han mener at reformen netop har gjort det til et kæmpe problem når en lærer både er uforberedt, men endda ikke har den viden og faglighed det kræver at kunne undervise - at deltage i kurser og at foretage egne studier er også en del af de kompetencer. Han kommer med et eksempel, hvori han mener at reformen endegyldigt har lukket for den helt afgørende kilde til faglighed i folkeskolen: “Jeg underviser i historie, men syntes for et par år siden, at jeg ikke vidste nok om 2. Slesvigske Krig. Derfor købte og læste jeg – som en selvfølgelig del af mit arbejde – Tom Buk-Swientys bog ’Slagtebænk Dybbøl’ og gik til et aftenforedrag med ham. I dag ville jeg skulle bede min leder om at tildele mig arbejdstid til at læse bogen og betale mig tillæg for at arbejde efter kl. 17. Læsningen tager måske 10-15 timer svarende til to-tre ugers fuld forberedelsestid. Vil lederen tildele mig denne tid? Og vil han betale mig tillæg? Næppe.” Eksemplet viser tydeligt hvor svært det er at forberede sig, og med dag-til-dag opgørelsen kan man hurtigt få et overblik over situationen. Hele 12 ud af 40 dage viser at han havde 0 minutters forberedelsestid - altså ca. 30% af skoledagene på halvanden måned er uden nogen form for forberedelse. Men har det en effekt på eleverne, der ifølge Karsten ikke får nogen form for vejledning? Han sætter endda spørgsmålstegn ved de nuværende rutiner og spørger sig selv om man overhovedet kan kalde det undervisning. Han beskriver at lærerens arbejde i høj grad går ud på at sætte eleverne igang ved starten af timen, og derefter står den på forberedelse til de kommende lektioner. Han beskriver hvordan lærerne ikke er opsøgende igangsættere længere, og hvordan det hæmmer systemet og intentionen: “Dette går især ud over de svage elever. Reformen hæmmer inklusionsindsatsen ved at forringe lærerens muligheder for at tilrettelægge og gennemføre en differentieret undervisning.”Undervejs i kronikken benytter Karsten en bred pallette af argumentationsformer. Et eksempel kunne være da karsten argumentere for mere forberedelsestid ved hjælp af dag-til-dag opgørelsen, hvor han bruger appelformen logos. Det skyldes at det er logisk sat op, og at det er en faktagenre som ikke kun underbygger emnet men også giver os indblik i hverdagen som folkeskolelærer. Det virker meget troværdigt og vi kan derfra appellere til etos fordi vi straks får tillid til Karsten Bräuner som skolelærer, og læseren forventer at han har en masse erfaring. Troværdigheden har rigtig meget at sige i denne kronik - dog er det ikke alle der er lige enige med Bräuner og hans måde at anskue reformen på. Julie Wærber Jacobsen er folkeskoleelev og går i 9. klasse på Skolen ved Søerne på Frederiksberg. Julie er elev og i denne sammenhæng er det godt at perspektivere til selve hovedsagen; eleverne i folkeskolen. Julie har i december 2014 skrevet en kronik i politiken hvor hun ikke blot skriver sin mening men samtidig får hun skabt en debat som man aktivt kan deltage i på hjemmesiden. Julie er et perfekt eksempel på et af reformens produkter der gerne skulle dimittere med et forbedret sind til sommer, og ifølge hende er reformen et meget positivt tiltag: “Jeg fandt ud af, at jeg faktisk glædede mig til den ’nye skole’, da jeg før har søgt disciplin og relevans i undervisningen. Så ud fra mit synspunkt kunne den danske folkeskole ikke blive værre, end den var i forvejen.” Julie mener altså at folkeskolen og dens længere dage kun er meget bedre for eleverne - hvilket jo i høj grad er dem det hele handler om. Julie skriver at hun har en bedre følelse når hun går hjem fra skole end før reformen - at hun føler sig langt mere produktiv, og at hun har brugt sin tid på noget relevant. Julie skriver videre om fordele ved reformen, og nævner blandt andet at man som niendeklasser har fået flere undervisningstimer: “I niende klasse har vi fået flere undervisningstimer i blandt andet dansk og matematik, og det synes jeg er en fantastisk idé, da der er nogle elever, der halter efter netop her, og da det kan være svært at begå sig i samfundet, hvis man ikke kan grundlæggende dansk og matematik”. Julie bekræfter altså at hun på hendes skole har fået det bedre - men også lærer mere i tiden man er i skole. Men hvad mener Karsten Bräuner så, når han skriver at undervisningen er blevet forringet fordi forberedelsen mangler? Kan det være fordi at der er fejl i det system vi har nu, når vi har så mange blandede meninger? Eller kan det være fordi at den nye skolereform tager tid at indarbejde i det forgangne system? Et par eksperter fra DR bakker op om skolereformen, og de mener ikke at reformen presser inklusionsbørnene. Samtidig mener de at reformen er en mangeårig proces: “Jeg tror, at det her er et spørgsmål om en udviklingsproces, og al udvikling i folkeskolen tager jo tid. Det at ændre en skoles organisation, ved vi, er en mangeårig proces”, forklarer Camilla Brørup Dyssegaard, der er leder af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning og forsker i inklusion på DPU. Så set fra det perspektiv er det altså bare noget vi alle skal vende os til, om man kan lide det eller ej. Min personlige mening er, at vi bør tørre øjnene og stå sammen om at styrke folkeskolen til det bedre. Vi bør enten lukke øjnene og håbe, eller tage kampen op med diverse metoder, men stadig ikke glemme de elever og lærer der regner med en.
Det er gratis at oprette en konto