”Je Suis Charlie” ”Vi er danskere” ”Nous sommes danois”
Du kender det sikkert godt.
Du har set det i fjernsynet, du har læst det i avisen og du har talt med henholdsvis kollegaer og venner om det. Jeg forstår ikke hvorfor vi ikke kan ytre vores frihed uden at der behøver at komme terror sekundet efter at man har åbnet sin mund. Ikke for at virke offensiv over for nogen, men som jeg ser det, er man er altså mental ustabil hvis man opfatter massedrab som acceptabelt, og ligefrem ”helligt”. Det siges jo at religiøst motiverede terrorgrupper ofte er drevet af et ønske om et paradisisk liv efter døden. Er det bare mig eller virker det ikke lidt -hvordan formulerer jeg det ordenligt uden at nogle parter bliver såret- desperat?
17 civile mennesker dræbt og mindst 14 sårede er ikke ligefrem en billet til guds rige. Eller det kan selvfølgelig godt være at jeg ikke har samme spirituelle ”connection” med gud som Said og Cherif Kouachi – eller Omar Abdel Hamid El-Hussein for den sags skyld.
Frygt. Vi lader vores ytringsfrihed indskrænke på grund af frygt. Frygt for hvad? Frygt for ekstremister. Frygt for at træde andre over tæerne. Frygt for at blive stemplet som racist, fascist og lignende. Frygt for terror.
Det er gratis at oprette en konto