Kære dagbog, i dag rejser vi til Danmark. Lassefar og jeg skal rejse sammen med en masse andre børn og voksne der også skal til Danmark for at finde et arbejde, og ikke mindst for at finde lykken. Båden er proppet til det yderste, det er efterår og det er koldt udenfor. Vi er pakket ind i flere lag tøj, og vi sidder som sild i en tønde, så det hjælper lidt på det.
Rejsen over Øresund er lang, kold og blæsende. Skibet knirker, som er det ved at falde sammen så snart det rammes af en bølge. Lassefar snakker uafbrudt om Danmarks lyksaligheder, om hvordan man i Danmark får kaffe på sengen om søndagen, om flæskestegen med rosiner og han fortæller mig også at børn ikke behøver at arbejde i Danmark, de kan lege hele dagen. Det eneste tidspunkt man ikke kan høre Lassefar, er når de sprudlende bølger rammer det faldefærdige træskib, eller når Lassefar ligger snorkende med son sprutflaske i favnen.
Mens jeg sidder her og skriver med vinden i håret, tænker jeg på alt det som Lassefar har fortalt mig. Er alt rigtigt, eller er det blot en illusion som Lassefar har? Mine fingre er følelsesløse, og den bidende kulde gør at jeg ikke kan skrive et eneste ord mere. Jeg bliver nød til at ligge skriveriet til side nu, så jeg også kan holde til at skrive når vi er kommet til Danmark.
Det er gratis at oprette en konto