Det er tirsdag. Jeg har gået rundt og tænkt over, hvad jeg skulle skrive hele dagen, men jeg har ikke kunne komme på noget. Jeg har haft samtaler med min mor og søster om det. Det er først nu klokken 23.02, jeg begynder. For her i mørket, hvor det eneste lys på mit værelse, er fra min computer, kan jeg nu tænke klart og være alene.
Jeg er opvokset med larm, lyd og lys fra Københavns gader. Som barn var jeg bange for mørket. Eller jeg ved ikke, om det var mørket som sådan, eller om det nærmere var de ting, der kunne ske i mørket, jeg var bange for. Som kriminalitet, salg af stoffer og overfald. Det havde fået mig til at se natten, som et sted jeg ikke havde lyst til at være en del af. Men jeg er efterhånden blevet ældre, og jeg ser nu natten som noget helt andet.
Som teenager har man en masse tanker omkring fortiden, fremtiden og bare det at leve i nuet. Vi tænker en masse. Vi vender og drejer tankerne, til man står tilbage, hvor man startede. Det har jeg efterhånden prøvet mange gange med mine venner og veninder. Jeg har haft mange samtaler i mørket på vej hjem fra fester, under dynen eller gennem telefonen. Både hvad livet handler om, hvordan vi har det og hvad der ellers går os på. Man får sagt så mange andre ting til hinanden, end hvis man sad og drak te en eftermiddag. Det er anderledes fordi, man kun har høresansen at gøre brug af, som gør samtalen mere intens. Det er også anderledes, fordi det er hyggeligt, at ligge behageligt under dynen uden bekymringer og snakke med en man stoler på.
Det er gratis at oprette en konto