Jeg ligger bare her på toppen af bakken, min krop bliver fugtig af duggen der falder, men det er lige meget, alt er lige meget, for du ligger her ved siden af mig. Min hånd strejfer din kind, den er blød og fugtig, ikke som i dagslyset. Alt er anderledes her efter mørket faldt på, jeg kan ikke se dig, men lyden af din vejrtrækning gør mig tryg.
Her er så mørkt, ikke en eneste gadelygte er i miles omkreds, der er underlige og skræmmende lyde fra skoven bag os, men selvom jeg får lyst til at finde ejerne af disse mystiske lyde, vil jeg meget hellere ligge her på bakken. Jeg kan høre lyden af biler, der kører forbi i det fjerne, men jeg kan intet se. Selvom mørket altid har skræmt mig og følelsen af bare at sove bliver mere og mere tiltalende, har jeg aldrig følt mig mere i live og mere i et med mine omgivelser.
Det er, som om hele verden står stille, mørket vi fortsætte flere timer endnu, på dette tidspunkt ville jeg ligge og sove hjemme i min seng, jeg er gået glip af så meget. Jeg har aldrig tænkt på mørket som min ven, altid som en fjende hvor faren lurer bag hvert gadehjørne. Mørket er nu min bedste ven, det griner ikke og gør ikke nar af folk, det er bare så stabilt og trygt. Tænk at det giver mig så meget bare at ligge på en sølle bakketop. Der er stadig liv inde i byen, men der er ikke det samme liv som her.
Det er gratis at oprette en konto