For mig er samtaler i mørket noget jeg tit har med mig selv. Ofte når jeg ligger og skal til at sove, 'taler' jeg med mig selv inde i hovedet. F.eks. var jeg engang meget mørkeræd, var meget bange for at være alene i mørket, det kan jeg til tider også blive i dag. Derfor ligger jeg nogle gange, og har en 'samtale' med mig selv om, hvorfor jeg egentlig er, eller var, bange for at være alene i mørket. Jeg tror jo ikke at der kommer en trold ind af døren, eller en drage gennem vinduet. For de findes jo ikke. Jeg tror ikke at man er bange for selve mørket, men hvad der er i det. Det er sort omkring en. Så man kan ikke se omgivelserne, og ens omgivelser, ser anderledens ud i mørket pga. f.eks. lyset fra gangen eller gadelygterne gennem gardinerne. Det skaber skygger som ser uhyggelige ud.
Alligevel skal jeg nogle gange ligge og overbevise mig selv om, at der ikke er noget at være bange for. Der kan bare hurtigt dukke noget op, et eller andet som virker skræmmende, ved et helt mørkt værelse, hvor der bare er helt stille. Jeg forestiller mig ikke, at man er dissideret bange for selve mørket, men måden det lukker sig om en. Selvom der ikke er noget at være bange for, og man ved, at der ikke er en trold på den anden side af døren, så må det være et eller andet i ens underbevidsthed der bliver ved at lave tricks med hjernen. Det kan jo heller ikke passe, at når man dør er det bare sort i en hel uendelighed. Tit inden man skal sove synes jeg, at det er det tidspunkt man tænker og spekulerer mest. Der tænker man på alting og ingenting. Man ligger f.eks. og tænker ´hvorfor gjorde jeg det/hvorfor gjorde jeg ikke?´. Det er også der hvor man overtænker. Om hvorfor hedder det dit og hvorfor hedder det dat.
Det er gratis at oprette en konto