Det siges, at de fleste mennesker er bange for mørke af den simple grund, at alt bliver til en ukendt ting. Et træ kan blive til en mand, som er på vej til at overfalde den næste forbigående. En busk kan blive til nattens ulve, der for længst er gået på rov efter mad. En skygge, kan følge efter en uden at sige en lyd. Men er det i virkeligheden bare en ynkelig fantasi, som vi altid har haft, at når det bliver mørkt, så kan alt ske?
Der er noget spændende ved mørket. Samtalerne i mørket er noget helt andet end i dagslys, men hvorfor er det sådan? For hvis samtalen var i dagslys, ville vi jo kunne kigge hinanden i øjnene og ville samtalen så ikke være mere personlig? Jeg tror det modsatte. Mørket skaber et rum. En stilhed som kun kan opnås, når det er mørkt. Det er når mørket endelig bryder frem, at samtalerne begynder. Alt det personlige og hemmelige kigger frem.
Når jeg er sammen med andre i mørke, er der altid nogen der er bange for mørket og det der gemmer sig deri. Det er ikke mørket, de er bange for, men det der gemmer sig i mørket såsom ulvene på rov, hemmelighederne eller skyggerne bag træerne.
Det er gratis at oprette en konto