Jeg tror, at alle mennesker på den ene eller den anden måde på et tidspunkt i deres liv har haft vanskeligheder og uløste problemer i familien. I den henseende føler man sig vel tit, som det sorte får, og måske endda både uønsket og uelsket. Jalousi er en af de følelser, man så ofte kan sidde tilbage med. Ofte er jalousien plantet på vedkommendes søskende. Disse problemstillinger skildres eminent i Katrine Marie Guldagers novelle ”Hun snød mig til sidst” fra 2009.
Novellen handler i korte træk om, en mere eller mindre dysfunktionel familie. Familien består af mor, far, som i øvrigt bliver skilt og to søstre. De to søstre vokser op og glider længere og længere fra hinanden. Samtidig kan man sige, at den yngste søster vokser fra sin familie, rent intellektuelt.
Historien læses gennem Eva. Det er et tilbage blik på hendes liv, hvor hun beretter om sin familie og sin barndom i kronologisk rækkefølge, men der er også bræk i teksten. Mange år bliver på en måde bare sprunget over. Senere flyttede han fra
lejligheden, og vi blev voksne. Her springer hun flere år over i én sætning.
Når det er en jeg-fortæller, gør det novellen til en forholdsvis utroværdig historie, hun kan vende og dreje tingene, som hun vil.
Det er gratis at oprette en konto