Romanen fortæller om kvinden vera, der lever i sin egen kunstige vera-verden fyldt med lyserøde kjoler, lak og plastik. Historien er nedfældet som en slags dagbog og strækker sig over et halvt års tid, hvor vi følger veras eksistentielle kamp for at finde sig tilrette i samfundet og opfinde et meningsfyldt liv. Og netop ordet 'opfinde' går igen i hele romanen.
Ved romanens begyndelse lyder det således om vera: " Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler. Det betyder ikke at hun er død, det er lige lidt værre end døden. Det betyder at hun er u-opfunden. At nogen har opfundet hende og straffer hende for hendes tavshed ved at gøre hende u-gjort indtil hun taler igen". Det lille citat peger på et af de mest centrale temaer i bogen, nemlig sprogproblematikken. Gennem sproget iscenesætter vera sig selv og får således opfattelsen og oplevelsen af at være i live.
Miljøet i romanen er beskrevet med en blanding af genkendelig realisme og absurde, surrealistiske billeder. Veras indre verden flyder sammen med den ydre verden, og det bliver umuligt at skelne sandhed fra løgn. Veras eksistentielle kamp er beskrevet i et energifyldt og kaotisk sprog, der mere bruges til at vise veras livssituation end til at fortælle en historie.
Det er gratis at oprette en konto