Analyse af Kirsten Hammanns digt 'Jeg er så træt af min krop'

Jeg er så træt af min krop er et digt skrevet af Kirsten Hammann fra sin digtsamling Mellem tænderne, der blev udgivet i 1992.

Jeg er så træt af min krop/Jeg må opdrage/Og kommandere/Og tale hårdt/pludselig drikker den af en forkert flaske/Eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale/Har vi været en tur i parken/bliver den siddende på bænken

Fra starten bliver vi introduceret til en splittelse mellem jeget og sin besjælede krop, der får egen vilje og tankegang, når denne drikker, gisper og sidder. Det er kampen mellem disse, jeget og kroppens behov, der bliver diskuteret. I denne strofe minder kroppen på mange måder om Sigmund Freuds id, det vil sige vores drifter og lyster, der er i strid med modpolen superegoet af normer og det ”politisk” korrekte. Jeget fungerer som mægler mellem de stridende parter og skal opdrage og agere rationelt. Kroppen kan have hang til at drikke for meget alkohol eller simpelthen at få frisk luft fra, hvad der med smitsomt lokale kan tolkes som passiv rygning. Når træthed, stress og andre kropslige reaktioner igangsættes, kan man let blive distræt og derfor bliver man i overført betydning siddende et andet sted, alt imens jeget har bedre ting at give sig til. En interessekonflikt opstår altså heraf.