Analyse af Kirsten Hammanns digt 'Jeg er så træt af min krop'

Digt-analyse

Jeg er så træt af min krop

Jeg må opdrage

og kommandere

og tale hårdt

Pludselig drikker den af en forkert flaske

eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale

Har vi været en tur i parken

bliver den siddende på bænken

så jeg må tilbage og hente den

Den er i alle henseender barnlig og urimelig

jeg kan snart ikke være den bekendt

Hvilken plage er det ikke

at se den fægte og skabe sig

Så er det mad

MAD, den vil ha' mad!

eller varme, søvn

alt for dyre og lange brusebade

populærmusik, drikkegilder

romantiske øjeblikke

den kan bruge timer

på at lade som om den forplanter sig

og så er det hjertet

den begynder at sukke

det er gået i stykker

en eller anden ligegyldighed har trampet på det

hvor er det dog kedsommeligt

og alligevel føler jeg en vis omsorg

den er så blodig og banal

den ved ikke hvad den skal stille op med sig selv

det bekymrer mig

den blive bare ældre og ældre

og snublende

Digtet er fra 1992 af Kirsten Hammann

Når jeg læser digtet, er overskriften det første jeg lægger mærke til, den giver et indtryk af handlingen, som jeg synes er meget vigtigt, for så ved jeg nogenlunde hvordan jeg skal fortolke digtet.