Digtanalyse af 'Jeg er så træt af min krop' af Kirsten Hammann

Jeg er så træt af min krop af Kirsten Hammann (1992) fra digtsamlingen ”mellem tænderne”

digtet er om en person som er utilfreds med sin krop og beskylder den for at gøre de forkerte ting hele tiden f. eks. Drikker den af forkerte flasker og vil hele tiden have mad. Digtet er skrevet i nutid, jegfortæller men siger ikke noget om køn, men alligevel har jeg personligt en følelse af at det er en kvinde (det har nok bare noget at gøre med at det er en kvinde der har skrevet det). I digtet taler fortælleren om sin krop som om den lever sit eget liv og siger f. eks. At de må opdrage den, jeg forbinder opdragelse med noget man gør med andre mennesker, for det meste sine børn og ikke sin krop. Af samme grund finder jeg digtet en lille smule surrealistisk, men ikke utænkeligt. Digtet er opdelt i to vers, det har både betydning for hvordan man ser på det inden man har læst det og hvor indbydende det ser ud (jeg synes at jo flere vers det er opdelt i jo mere indbydende ser det ud, ligesom når man ryder op; først min seng og så mit skab og så vasketøjet, det er nemmere sådan) men også imens man læser det, det giver både en større pause i digtet og så kan man også skifte ”emne” eksempel: digtet handler mere om, hvordan fortælleren må opdrage og være hård ved sin krop i første vers, og så i andet vers er det mere om hvordan kroppen vil have mad hele tiden og er så krævende og alligevel er det aldrig rigtig godt nok. Jeg synes at det er et meget sjovt og anderledes digt på grund af måden det er skrevet på som om at fortællerens krop er en anden person som selv bestemmer sine handlinger og tænker selvstændigt, og alligevel giver det stadig mening fordi at faktisk skyder fortælleren bare skylden på sin krop i stedet for at gå og tro at man gør alting forkert og sige ”det er så pinligt at jeg prutter hver gang jeg står i en elevator!” når man kan nøjes med at sige ”jeg er så træt af min krop! Den prutter altid i elevatorer”