På balkonen: tyreløb i Pamplona

Klokken var 07:43, da jeg vågnede i det lille, varme værelse, hvor solstrålerne skinnede ind af de tynde, hvide gardiner. Jeg satte mig op i den bløde seng og derefter tog jeg det første tunge skridt ud af den. Jeg stod længe henne ved det store vindue og nød udsigten over den spanske by, Pamplona. Da jeg havde fået den lette, hvide sommerkjole over hovedet, gik jeg ud i det gamle afskallede køkken, hvor min farmor og farfar sad og så nyhederne på den spanske kanal TVe.es. Efter 10 minutter var alle samlet i det lille køkken, og klar til at stille sig ud på den store, gamle balkon. I dag, d. 14. juli kl. 08:00, skulle det årlige tyreløb nemlig afholdes og vi var så heldige at have et hus lige ud til gaden, hvor tyrene ville løbe forbi få minutter senere. Det var faktisk blevet lidt af en tradition at jeg og min storesøster, [NAVN A], skulle komme ned og se familie 2 gange årligt. Faktisk var det blevet løbet hvert år. Det passede mig faktisk også ganske udmærket. Især fordi vi normalt kun så min far og hans til et af årets absolutte højdepunkter, fordi det bare altid var så hyggeligt hernede. [NAVN A] og jeg blev altid forkælet ­ og det var sku ærlig talt skønt at slippe for hverdagens stress med skole, venner og kæresten sommetider. Her var der bare intet, man absolut skulle nå, og heller ingen pligter eller for den sags skyld forventninger, man skulle opfylde. Kun afslapning, solbadning og hygge i det lille gamle hus og i de små hyggelige gader. Det var lidt som paradis hernede. Her fik vi bare altid alt hvad vi pegede på og blev ærlig talt vartet op i hoved og røv, for at sige det grimt. Ikke mange minutter senere stod vi ude på balkonen ­ altså lige for at være helt nøjagtig, var det nu kun kvinderne og enkelte mænd. Blandt andet var min far og onkel med i selve løbet, og det var selvfølgelig ikke uden risiko, men sådan havde det altid været ­ og i år var ingen undtagelse. Indtil videre var der jo heller ikke sket noget med dem. Men jeg kunne nu alligevel bedst have tænkt mig at de var blevet hjemme, for der havde jo været tilfælde af folk, som simpelthen var blevet stanget ihjel af de vilde og enormt tunge tyre. Lige pludselig lød startskuddet ikke så langt væk derfra, og flere hundredetusinde, hvis ikke millioner af folk, var stimlet sammen i de smalle gader. Løbet med tyrene var altid blevet planlagt flere måneder før det blev afholdt, faktisk var det blevet til en hel festival hernede. Jeg kunne slet ikke høre hvad jeg selv tænkte, da jeg stod ude på den store balkon. Overalt var der hujen og råben, og stemningen var på sit absolutte højeste. Tyrene kom spurtende af sted og de tunge dump af deres skridt, kunne næsten mærkes under fødderne. Selve løbet varede ikke meget længere end 3 minutter. Alt og alle var røde og gule - ligesom det spanske flag! Lige meget hvor man kiggede henne, var der mennesker med både spændte og glade udtryk i hovedet. Det var simpelthen bare det bedste ved hele sommerferien! Resten af ferien hernede gik med hygge, både ved den flotte sandstrand og derhjemme.