Det er lørdag eftermiddag, og solen står højt på himlen, jeg sidder og nyder en kop kaffe imens jeg ser ud af det store vindue i stuen, jeg ser på solen der skinner og rammer det krystalklare vand, imens jeg lytter til de smukke syngende fugle, som der er langs kanten af vandet. Nu ser jeg min datter Lucia med flotte brune øjne komme ned af trappen, hun har sin nye veninde Elena på besøg, Lucia svinger med sit lange sorte hår, imens hun spørger om jeg ikke kan fortælle om, hvad der var sket med hendes far. Elena hjælper hende med at tigge og bede mig om at fortælle historien. Og så siger jeg de skal sætte sig godt til rette, og så skal jeg nok fortælle den.
Det var i 1994 det vil sige at det nu er 15 år siden det skete, vi havde alle glædet os til den årlige fest San Fermin i Pamplona, hvor der både er tyre løb i de byens snævre gader, men også efter løbet var der med de samme tyre, tyrefægtning i arenaen. Det er for det meste turister der stiller op eller de uerfarne der stiller op til disse løb, og min mand Diego og jeg var lige blevet ægtefolk en uge før dem store fest. Og Diego havde tænkt sig at stille op for første gang, hvilket gjorde mig meget nervøs, men jeg ville ikke stoppe ham, da det var det han havde snakket om længe. Så jeg ønskede ham jo bare alt held og lykke med det.
Det er gratis at oprette en konto