Efterskolen: en personlig fortælling

Vi træder ind ad døren, ind til manden der skal afgøre, om jeg skal på efterskole eller ej. Moster Lise er meget begejstret, men det er jeg i den grad ikke. Vi sætter os ned og venter, jeg kigger mig omkring, og mit håb om et godt skoleår, forsvinder langsomt. Det ligner et fængsel. Jeg bliver helt trist af at være her inde. Vi venter stadig, efter godt og vel 30 minutter, kommer en skaldet mand og sætter sig i den store stol over for os. Han skulle gerne være skole inspektøren. ”Hej, jeg hedder Jens” siger han, ”Jeg hedder Lise, og det her er min nevø, Ask” siger moster Lise. Inspektøren ser ikke særlig rar ud, han ligner en der kunne finde på at slå eleverne på skolen. Vi bliver tilbudt noget kaffe og Cola, men jeg hader begge dele så jeg svare ikke. Han har nok regnet ud, at jeg intet vil have. ”Må jeg ikke gå rundt på skolen, og kigge lidt?” siger jeg, for jeg har egentligt ikke lyst til at deltage i mødet, når jeg alligevel bare skal sidde og høre på de to voksne der snakker. Jens siger at jeg selvfølgelig gerne må, men moster Lise, giver mig et blik der siger at jeg skal blive siddende. Jeg hvisker hende flabet i øret, ”Du er ikke min mor” og går derefter. Jeg har aldrig rigtigt kunne lide Lise, siden den dag jeg lærte hende at kende, har hun været den værste moster nogensinde. Det var hende der meldte mine forældre til myndighederne. Jeg savner dem, ikke fordi de var gode forældre, men jeg savner dem bare. Jeg går ud af lokalet, der er 2 lange gange. Jeg følger den der går til venstre. Der kommer larm inde fra lokalerne. Det må være elevernes værelser, jeg finder et sted, og sætter mig. Inden der er gået 5 minutter, ringer min skod telefon, det er Lise. ”Hvad” siger jeg koldt i telefonen, hun siger at jeg skal komme ned til parkeringen. Da jeg kommer derned, sidder hun og venter i bilen. Normalt ville jeg spørge hvordan det gik, da det nu handler om mig. Men jeg spørg ikke, skole interessere mig nul og niks. Ikke engang min egen skolegang tænker jeg på. Det ved Lise godt, derfor siger hun de første ord. ”Du begynder på mandag Ask, hvad synes du?” siger hun, ”Allerede nu på mandag?!” svare jeg. Det er nu på mandag, det ved jeg. Det første jeg tænker på, er at jeg kun har lørdag og søndag til at slappe af i. Så skal jeg begynde på efterskole, jeg magter det ikke. At møde nye mennesker, få lektier for, være social, sådan nogle ting duer jeg ikke til. Skole er ikke for alle!