Jeg nyder i fulde drag synet af stjernehimlen om aftenen. Jeg nyder at kunne være i stand til at betragte et så betagende syn – et syn som i øvrigt byder på ren fascination. Når jeg kigger op mod den sorte himmel, som er tildækket af adskillige lysende pletter, præcis som milliarder af diamanter, møder jeg et yderst henrivende syn, som jeg utvivlsomt vil være kapabel til at anskue i adskillige minutter for ikke at sige timer.
Jeg bliver optaget af stjernehimlens fascination som en utænkelig magtfuld kraft. Min fulde opmærksomhed modrettes det imponerende og indtagende syn, mine øjne møder, når mit blik rettes op mod himlen. Stjernehimlen er så utænkelig besættende, tiltalende og besynderlig, at jeg til tider undrer mig over, hvad der i realiteten gemmer sig derude. Hvad befinder sig derude i al det ukendte? Hvordan kan et så kæmpestort stort område være fuldstændig livløst?
Forskere har til alle tider betragtet stjernehimlen og universet med stor interesse, at dømme efter de mange undersøgelser, forsøg, udforskninger, rumrejser etc., der er blevet foretaget i løbet af årene. Men hvorfor er vi mennesker overhovedet så optagede af verdensrummet på trods af, at vi til alle tider har beskæftiget os med det og efterhånden har fået svar på vores undrende spørgsmål? Hvorfor har vi aldrig, på noget tidspunkt, mistet interessen? Hvordan kan det være?
Det er gratis at oprette en konto