Vildt, vildere, vildest. Sofie gik amok, rev og flåede i sit eget hår, slog og sparkede på alt og alle, og folk begyndte at slås. Vi bankede løs på hinanden, bebrejdede hinanden for ikke at holde fast i betydningen, og for hver især at have taget en del af hinandens liv. Og til ingen verdens nytte. Efter adskillelige slag og en flækket underlæbe slog det mig, hvem der var den eneste, der kunne stoppe dette. Jeg kom fri, og styrtede ud af døren, og løb så stærkt jeg kunne, uden at holde pause selvom det syrede voldsomt i mine ben. Pierre Anthon sad i træet, og viste ingen tydelige tegn på reaktion over min pustende og forslåede tilstand. Han hånede mig med ordene: ”Vær hilset, Agnes”, som om alt var i skønneste orden. ”Nu skal du altså med”, fik jeg over mine læber, da jeg igen havde fået vejret. ”Alle er gået amok”. Jeg forventede at Pierre Anthon ville protestere, men til min store overraskelse kravlede han ned fra træet, satte sig op på sin cykel, og kørte afsted.
Da jeg nåede til savværket, lige i hælene på Pierre Anthon, var der dødstille. Alle holdt inde med hvad de var i gang med om det så var at
Det er gratis at oprette en konto