Man siger, at modsætninger mødes, og alt efter ens verdensopfattelse, kan dette være på godt eller skidt: den lykkelige, livsglade og bekymringsfrie møder den alvorlige, ansvarsfulde og seriøse. Dette burde være et ”match made in heaven”- men tynger den alvorsfulde verdenssituation os ned, og lader os glemme glæden, gnisten og gejsten der burde fylde ens hverdag? Måske man burde stoppe op og indse, at verden nu engang er som den er, og at et ambitiøst, eftertænksomt liv, ikke er lig med et glædesforladt liv.
I novellen Tyngde af Jens Blendstrup møder vi Lulu Andersen og Nikolaj, der møder hinanden på en cafe. Lulu beskrives allerede fra første linje som et utroligt lykkeligt menneske: ”Lulu Andersen var et usædvanligt lykkeligt menneske. Hendes lykke kunne ikke måles eller vejes. Den kunne ikke strækkes ud. Hun var bare gennemglad”. At forfatteren vælger at bruge adverbiet ”usædvanligt” indikere, at der måske ligger noget og lurer under overfladen, og at alting måske ikke er rosenrødt, som det burde være, når man er så lykkelig, som Lulu bliver beskrevet. Lulu er meget menneskekærlig, hvilket ses i, både det at hun falder for Nikolaj, der er den komplette modsætning af hende, men også i det faktum, at hun læser til sygeplejerske, og ”gerne vil være god ved andre”.
Det er gratis at oprette en konto