Jeg huskede det som var det i går. Børneskrigende, lydende og den onde latter der aldrig ville stoppe. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var gået i panik og kunne ikke tænke klart. Jeg plejer som regel at forholde mig i ro, i en ubekvem situation, men denne her gang næh nej. Alt var sort.
Børnehjemmet lå ved en stor sø, omgivet af bøgeskov. Indenfor var der en stor spisesal, værelser, badeværelse, køkken, legerum, kontor og så en kælder. Det var meget simpelt, ikke for prangende. Jeg boede på værelse med fem andre, men en af dem var lige blevet adopteret.
Det var en hel normal dag på børnehjemmet, det vidste jeg alt om for jeg havde fucking tilbragt 6 år af mit liv der. Alle de år har jeg set mine venner blive taget væk, lige foran øjne på mig. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om der var noget galt med mig. Jeg var den eneste der ikke var blevet adopteret endnu. Måske var min skæbne bare, at blive der. Der var lige kommet nye til, og min sædvanlige rutine var at vise dem rundt, undtagen spædbørnene. Da jeg havde vist dem lidt rundt, opdaget jeg noget mærkeligt. En af drengene der gik allerbagerst, var helt alene og studeret hvert et øjeblik, som om det var hans sidste. Han havde store brune, eller nærmere sorte øjne. Sådan nogle øjne man slet ikke kan trænge igennem. Hans hår var sjusket og det samme var hans tøj. Han gik i bare tær, på det kolde gulv. Da vi kom til det sidste sted på rundturen, stopper han foran en dør. Det var døren ned til kælderen. Myten siger, at der engang blev dræbt en dreng dernede. Men hvem tror på det sludre det gjorder jeg i hvert fald ikke. Jeg spurgte om han ikke kom med os andre, men han svarede ikke.
Det er gratis at oprette en konto