Flugten fra børnehjemmet

Jeg kunne se mor stå i døren hun græd far holdte om hende og lukkede døren. Jeg holdte om min lillesøster Yasmin omme på lastrummet. Manden der kørte os kiggede i bakspejlet for at se hvordan der stod til. Der var også to drenge men de var ældre ind Yasmin og jeg. Jeg tror de var omkring 15 år. Jeg sad og stirrede på ham jeg troede var den ældste af drengene, han havde knald blå øjne, som man ikke så særlig ofte i vores land. Manden stoppede og snakkede med en kvinde. Kvinden havde gråt fedtet hår oppe i en knold., hun var kraftigt bygget og havde en lang rød kjole på. Hun åbnede lågen i enden af lastrummet og hjalp både Yasmin og jeg ned. De to drenge hoppede begge ned, jeg tror grunden til de gjorde det var for at vise sig for Yasmin og jeg. Damen gav et vink il chaufføren som tegn på at han kunne køre videre. ”Velkommen til det bedste børnehjem i la Gomera” sagde hun stolt og skubbede os i ryggen ind i et rum. Der sad 8 andre pige. Yasmin og jeg skulle dele seng. En af pigerne ved siden af sagde til os når man først er inde på børnehjemmet kommer man aldrig ud igen. Børnehjem, hvad lavede vi på børnehjem. Der måtte være sket en misforståelse. Pigen sagde det sikkert bare for at skræmme os. Damen der tog i mod os kom ind i rummet og sendte os ud i køkkenet. Alle børnene stillede sig i en række og sang en sang imens de holdte deres hånd på hjertet. Yasmin og jeg prøvede at synge med men teksten var meget svær at forstå. Jeg forstod lidt af det, den handlede om en kvinde der ofrede alt for sine børn. Den handlede om hvordan børene bør vise taknemmelighed for deres moder. Det begyndte at gå op for mig at det var kvinden der hjælp os af vognen de sang om. Hun stod og nikkede i fryd til sangen. Hun sagde højt og tydeligt så alle kunne høre det at en dag ville de takke hende. En dag, hvorfor ville de ikke takke hende nu. Da Yasmin og jeg kom længere hen i køen så vi en klump et eller andet. Det stank af muggent kød. Ikke ligesom det mad mor lavede. Yasmin rynkede på næsen. ”Skal vi virkelig spise det der?” spurgte hun mig. Jeg nikkede. De ville være uhøfligt ikke at spise maden. Yasmin og jeg satte os ved siden af pigen der kom med den truende meddelelse til Yasmin og jeg tidligere i morges. Hun sagde hun havde været der siden hun var to år. Hun var spinkel og meget smuk pige med lang krøllet nøddebrunt hår. Drengene fra tidligere satte sig ved siden af os. Drengen med de flotte øjne tog en bid af kød massen. Han spyttede det ud på tallerknen igen ”Fy for den lede udbrød han. Damen fra før kiggede med et vredt blik hen på ham hun gik direkte hen i mod ham. Hun gav ham en lussing. Drengen så chokeret ud jeg kunne se han fik tårer i øjne men han prøvede at holde det inde. Man kunne se der hvor hånden var ramt han var helt rød. ”Hvad er det du siger om min mad” sagde hun vredt. Alle i hele rummet kiggede nøje hvad der skete. ”Undskyld, frue” sagde ha med en forsigtig stemme. ”Kald mig mor sagde hun. ”undskyld mor gentog han. Hun stillede sig op på en stol lige foran os og råbte hele salen op ”I skal alle sammen kalde mig mor, jeg tolerere ikke utaknemmelighed. Hun trak drengen med de flotte øjne væk. De andre piger og jeg gik ind på vores værelser. Pigerne virkede pludseligt meget interesseret i Yasmin. De spurgte ind til hor vi kommer fra og hvad vi hed og grunden til vi var her. I vidste ikke engang selv hvad grunden til vi var her for. Måske skulle mor og far noget og blev nød til at få os passet. Jeg havde tænkt lidt over at vi kunne spørger damen fra børnehjemmet om vi ikke kunne ringe til vores forældre. Jeg over mod døren ud til gangen jeg kunne høre damen tåbe. Jeg åbnede døren på klem og kikkede ud af revnen. Drengen med de flotte øjne kom gående hen ad gangen han holdte sine hænder på numsen. Jeg tænkte at han nok havde fået en endefuld. Jeg åbnede døren og spurgte om han var okay. Han vendte sig om mod mig han vrissede af mig. Jeg kunne se tårne trille ned af kinden på ham. Hvor var jeg dum. Selvfølelig er han ikke okay, han er jo lige blevet slået. Af flovhed kiggede jeg ned i gulvet. Jeg gik den modsatte vej af drengen ned mod damens kontor. Jeg stillede mig i dør åbningen.” Frue..” startede jeg. Hun kiggede ed e blidt blik på mig. ”kald mig mor søde” Jeg smilede til hende. ”Ja undskyld mor.” Hvorfor skulle vi kalde hende mor det var da underligt når vi allerede havde en mor? ”Jeg tænkte på om jeg godt kan låne telefonen?” Spurgte jeg velopdraget. ”Jamen til hvad dog søde” ” jeg kunne godt tænke mig at snakke med mine forældre jeg tror det er en misforståelse vi er her.” ”Nej!” svarede hun koldt ” Gå så ned på dit værelse og bliv der til i for ordre på andet! ”Ja mor” svarede jeg skuffet. Den dumme heks. Hvordan kan hun forbyde mig at ringe hjem og slå på børn. Hun skulle, hun skulle brændes på bålet. Jeg vendte tilbage i rummet. Pigerne var ved at vise hinanden deres ejendele fra hjemme fra. De havde både dukker, sten, muslinger, sytøj, perlepladder og meget andet. Yasmin så beundrende på det. Jeg lagde mærke til en af pigerne. Sad helt selv på en seng over i ved vinduet hun sad bare og stirrede ud af vinduet. Der var ikke noget særligt spændende der stod en rød telefon buks. Der var hverken blomster eller busker som der hvor vi kommer fra. Der var et pigtrådshegn hele vejen rundt om børnehjemmet. Jeg stillede mig om bag hende. Hvad kigger du på? spurgte jeg hende. Jeg kravlede over senge kanten og satte mig ved siden af hende. Jeg kiggede op på hende. Hun havde forbinding for hendes øjne. Undskyld udbrød jeg, jeg vidste ikke,.” det ved jeg godt afbrød hun. Hvad er der sket spurgte jeg hende. Hun svarede ikke. Jeg kan godt lide at sidde her. Jeg kan mærke solen varme igennem ruderne og høre fuglene kvidre. Det får mig til at glemme det hæslige sted jeg er. Så var det ikke kun mig der synes at her var hæsligt. Jeg tror hun nød at nogen lyttede til hende. Hun svarede på spørgsmålet jeg stillede hende før. For nogen måneder siden prøvede jeg at stikke af her fra, kan du se det hul der er lige uden for vinduet spurgte hun mig. Jeg undersøgte hegnet. Jeg fik øje på et sted hvor der var blevet lappet et hul. Jeg sagde trist. Der er et hul, men det er blevet lappet. Hun sank hovedet en smule. Kig lidt længere nede. Jeg så der var et hul. Det var ikke så stort men det var der. ”ja jeg kan se det” udbrød jeg. Hendes ansigt lysnede op. Jeg gik hver nat ud og prøvede at bide hegnet over det tog mig over et år at lave og ingen opdagede det. Før den dag hvor hende pigen der sover ved siden af dig og den søsters seng. Ja sagde jeg og rullede øjnene. Hun så jeg sneg mig ud og sladrede til ”mor” Mor holdte øje med mig næste nat og hun fulgte efter mig. Hun sagde til mig at hvis hun nogen sinde så mig øre det igen ville hun få mig til sit fortryde det og som hun sagde hun fik mit til at fortryde det. Hun så jeg gik der ud og om morgenen, kom der tog mænd og hev mig væk. De kørte mig et sted hen hvor det lignede lidt et hospital. Jeg blev spændt fast til et bor og en gammel mænd med gråt langt skæg tog en dråbe eller andet i mine øjne og det næste jeg vidste af var jeg intet kunne se. Hvordan kunne mor gøre sådan noget. Eller er det mon en løgn historie hun finder på men på den anden side hvem ville lyve om sådan noget. For resten mit navn Sabrina tilføjede hun. Jeg smilede hen i mod Yasmin. Hun viftede med sin hånd som om hun ville have mig til at komme hen til hende. Jeg spurgte Sabrina om hun ville med der hen men hun takkede nej. Hun kunne godt lide at holde sig i baggrunden.