Konfekt til den søde tand

Jeg lettede på mine skinnende dunede vinger, det føltes som om jeg fløj, han var som konfekt til min søde tand. Vi havde været sammen ni måneder, vi var som to magneter der ikke kunne trækkes fra hinanden. Vi var sammen dag og nat, jeg husker tydeligt den dag jeg mødte ham, jeg var med Mathilda til havnefest vi havde drukket nogen øl, da vi mødte de her drenge, Magnus hed han. Jeg kunne mærke det lige fra første gang jeg så ham dybt i øjnene. Vi sad resten af aften ved molen og så på den flotte måne der spejlede sig i det blanke vand, som stjernerne i hans store blå øjne. Vi sad bare der, vi kiggede hinanden dybt i øjnene, jeg vidste det ville ske nu, det store øjeblik, jeg forventede en hedebølge skylle ind over mig, jeg regnede med en storm af stjerneskud og et væld af lys omkring os. Og det blev præcis som jeg havde forventet, efter den dag kørte tingene bare på skinner. Han lærte mig at kravle og vi begyndte hurtigt at gå sammen, og vi har gået sammen i tykt og tyndt.

’’MILLE’’ råbte min lærer højt, jeg havde vidst sovet i matematik timen igen. Det var 3. gang i den her uge, jeg gik ud på toilettet og tog noget vand i hovedet, kiggede mig i spejlet, jeg lignede Rudolfs efterkommer, snotten stod ud af hovedet på mig og min øjne var helt blodsprængte. Jeg havde ikke sovet i to nætter, bare ligget vågen i min seng ved siden af ham, jeg vidste noget var forandret, han havde ikke kunnet mærke på mig at der var noget galt, ellers kunne han, men havde ikke lyst til at vide hvad det var? Jeg ved det ikke, og jeg havde egentlig heller ikke lyst til at vide sandheden. Men alle de rygter, folk der griner ad mig når jeg går forbi, hvisker og kigger efter mig. Ingen havde nogensinde fortalt mig sandheden. Hvis der altså var nogen sandhed? Og hvis der er, hvad er den så? Skulle jeg tro på det hele? Eller skulle tro på ham, jeg ville jo helst tro på ham, hans øjne var så troværdige. Der var intet andet at gøre jeg måtte snakke med, jeg mødtes med ham efter skole, spurgte ham lige ud: ’’Er du sammen med en anden?’’ hans glade humør forsvandt hurtigt, og det var som om der nærmest kom sorte skyer på himlen. ’’Stoler du ikke på mig?’’ spurgte han med en hård stemme, og han fik hurtig mit spørgsmål til af lyde meget dumt, men jeg måtte vide sandheden, kunne ikke klare at gå rundt i uvished.