Mødet i møntvaskeriet

Jeg kiggede på hende lidt, inden jeg åbnede munden og sagde med en stille stemme ’ehm kan du eventuelt hjælpe mig?’ Hun så lidt forskrækket ud men svarede hurtigt ’Ja selvfølgelig’ jeg viste hende over til de to maskiner, hvor mit tøj lå i. Jeg spurgte hende om hjælp til at tænde den, hun blev rød i hovedet, grinte af mig og sagde at jeg var lidt fjollet, hun tog alt mit vasketøj ud, jeg kiggede mærkeligt på hende og spurgte hvad hun havde gang i? Hun sagde til mig at hun skulle dele det op, sådan at det farvede vasketøj lå sammen i en maskine og hvidt vasketøj lå i den anden.Jeg rødmede helt og sagde til hende for at virke klog ’Jamen det vidste jeg da godt’ Hun kiggede op på mig og sagde ’Ja det godt med dig HAHA’. Da hun var færdig med det hele omkring maskinerne, satte hun sig op på det høje bord igen, lidt efter satte jeg mig op ved siden af hende.Jeg rakte hende hånden og sagde pænt ’Forresten hedder jeg Mads’, jeg kunne mærke en del nervøsitet i maven. Pludselig vendte hun sig om, og rakte mig hånden. Hun svarede mig genert ’Hej Mads, Jeg hedder Emilie’.Jeg kiggede hende i øjnene, de var blå som havet, hendes hår var perfekt blond og sat løst op og hendes læber var røde som den smukkeste rose. Hun spurgte mig om det var første gang jeg var i møntvaskeriet? Jeg svarede med et stort og stolt smil ’Ja jeg er lige flyttet til fra Jylland, herover til det dejlige Fyn’. Hun smilede bare tilbage og kiggede på mig, jeg spurgte hende ind til hendes interesser og lidt forskelligt, og sådan faldt vi i snak. Noget tid efter var hendes maskiner færdige med at vaske, hun rejste sig fra bordet, og gik over mod maskinerne.Hun tog tøjet ud af vaskemaskinen, og foldede det hele sammen, da hun var færdig og havde taget alle hendes ting med, sagde hun pænt men hurtigt farvel, inden jeg nåede at svare tilbage var hun ude af døren.Jeg skyndte mig at kigge ud af vinduet efter hende, men jeg kunne ikke få øje på hende nogen steder. I det næste kvarters tid havde hendes navn kørt i tankerne på mig ’Emilie, Emilie, Emilie, Emilie, Emilie’.Næste dag havde jeg været nede i vaskeriet flere gange, bare for at se om hun var der, men hver gang jeg var dernede var der ingen. Men senere på dagen bestemte jeg mig for at gå derned for sidste gang, denne gang tog jeg noget vasketøj med. Jeg gik ind af døren og direkte over til vaskemaskinen, jeg proppede mit vasketøj ind, smed nogle penge ind og trykkede på start knappen.Jeg vendte mig om, da jeg pludselig fik øje på Emilie, hun sad lige så stille på det høje bord og kiggede ud af vinduet, hun havde ikke opdaget jeg var kommet ind. Jeg gik over mod hende og sagde med en stille stemme ’Emilie er det dig’? hun vendte sig om og kiggede på mig med de isblå øjne, hun svarede med en stille stemme ’ Ja det er mig Mads’ jeg kunne se der var noget galt, så jeg svarede ikke jeg satte mig bare lydløst over ved siden af hende. Hun reagerede overhovedet ikke, hun sad bare og kiggede ud af vinduet. Jeg spurgte hende om der var noget galt? Hun svarede hurtigt nej og vendte hovedet den anden vej igen. Men det kunne jeg ikke tro på, så jeg tog fat i hendes og sagde til hende ’Emilie, vi har ikke kendt hinanden mere end én dag, men vil du ikke nok se mig i øjnene og fortælle mig hvad der er galt’? hun vendte sig om og kiggede på mig, jeg kunne se nogle tårer trille ned ad hendes kinder. Hun svarede mig ikke, hun blev bare ved med at se mig i øjnene, pludselig brød hun helt sammen, og jeg kunne se hun holdte sin hånd over sin ene arm og at hun havde en trøje viklet rund om armen.Jeg tog hendes hånd væk fra armen, og trak trøjen væk. Jeg var helt chokeret da jeg så hendes arm, den var bundet ind i flere lags bandage.Jeg tog min hånd op til hendes kind og tørrede hendes tårer væk, imens spurgte jeg hvad der var sket med hendes arm? Hun fortalte mig at i går, hvor vi sagde farvel til hinanden gik hun ud af vaskeriet og gik lidt hen ad gaden, da hun pludselig kunne høre en lyd bag hende som kom tættere og tættere på, men hver gang hun vendte sig om kunne hun ikke se noget.Men pludselig var lyden så tæt på, at hun nu kunne hører at der var en hund der løb i fuld fart over mod hende, hun kunne ikke se ret meget i mørket så hun vendte sig om igen og gik videre, for hun troede den ville løbe forbi hende. Men næ nej, da hun vendte sig om for at se hvor hunden var angreb den hende, inden hun nåede at vende sig helt om. Den væltede hende omkuld, hun tabte alt hun havde i hænderne, vasketøjet, nøglerne, mobilen og pungen.Den begyndte at kradse og gnave i hendes tøj, hun kunne ikke komme op eller gøre noget, for det var en virkelig stor hund, det eneste der hjalp nu var at skrige efter hjælp, hun blev ved med at skrige og da hunden bed hende i armen løb den så hurtigt væk igen at man ikke kunne få øje på den.Og der lå hun så, hjælpeløs midt på gaden, midt i sit blod, helt gennemblødt våd af regnen, bidt i armen, med alle hendes ting spredt ud over det hele.Hun sagde til mig at hun ikke kunne huske mere, for da hun vågnede op lå hun på hospitalet. Og derfor kommer hun først ned i møntvaskeriet nu, hun kiggede ned i gulvet og sagde så ’En hund er ikke en ven’.Jeg kunne ikke tro mine egne øre, jeg var helt chokeret. Det eneste jeg kunne nu var at holde om hende, mens hun græd.Pludselig tog hun min hånd, så mig dybt i øjnene og sagde ’Mads, ja vi har kun kendt hinanden i én dag, men du ved ikke hvor meget det her betyder for mig’ og pludselig skete det fantastiske, inden jeg kunne tænke mig om, sad vi der på det høje bord og kyssede.Tænk engang os to, helt fremmede mennesker, der lige havde mødt hinanden på et møntvaskeri, skulle sidder der dagen efter og dele hinandens følelser og kys.Og nu efter tre fantastiske år sammen, skal vi giftes til sommer. Dette bliver en god historie som vi kan fortælle til vores børn og børnebørn engang, hvordan vi fandt kærligheden på et møntvaskeri. Så de kan fortælle det videre til sine børn og børnebørn engang. Dette var så historien om møntvaskeriet og at En hund ikke er ens ven.