Kristoffer betegner sig selv, som en dreng, ingen kan lide. Han er lille og meget splejset, han har ingen form for selvtillid, når det kommer til arbejde uden for hans værelse. Kristoffer, har ikke et særlig tæt forhold til hans far på dette tidspunkt, de snakker aldrig sammen, laver aldrig noget sammen mere. Det er faktisk heller ikke fordi Kristoffer gider, men det er alligevel lidt trælst på en måde. En anden ting er, at Kristoffers forældre har tænkt sig at blive skilt, det tror jeg i hvert fald, for man kan gøre de skændes når faren kommer på besøg. Kristoffer sidder i sin egen lille verden lige nu, og tænker over, hvorfor de mon er begyndt at skændes hele tiden, det er faktisk rimelig irriterende at høre på, nogle gange. Kristoffers idol er Kurt Cobain.
Det hele starter med at jeg vågner. Min far sidder i telt åbningen. Han siger til mig, at jeg skal være stille, og komme hen til døren. Jeg kigger ud, et kæmpestort dyr står ude i vandet. Det er gået så langt ud, så det står i vand til knæene. Dyret kommer tættere hen mod far og jeg. Det stivner midt i et skridt, far og jeg holder vejret. Lige pludselig forsvinder det ud i den mørke skov, jeg puster ud igen. Far begynder at pakke alle tingene sammen, så vi kan sejle over på den anden side igen. Han siger til mig, at vi ikke skal skynde os, da vi har mere end rigeligt tid, vi skal først nå skibet i morgen ved middagstid, så vi har masser af tid. Han spørger mig, om jeg tror på Gud. Faktisk så ved jeg ikke helt om jeg tror på ham. Jeg ender med at svare ham, efter lidt tid. “Nogen gange, nogen gange ikke.” Jeg spørger ham om det samme, der går utrolig lang tid, inden han svarer mig. Faktisk så lang tid, at jeg helt tror han har glemt det. Men han svarer lang tid efter. “Det ved jeg ikke. Der var engang, hvor jeg ikke troede på ham, men nu kan jeg ikke sige, at jeg ikke tror på ham, men jeg kan heller ikke sige, at jeg tror på ham. Vi kom over på den anden side meget hurtigt, faktisk så hurtigt, at vi kan nå det skib, som sejler hjem i aften, så jeg spørger far om ikke vi kan sejle hjem i aften istedet. Han er med på ideen, så det gør vi. Otte måneder efter er min far død. Far døde natten mellem første og anden julenat. Det er helt mærkeligt, når farmor stadig lever. Der mangler et eller andet, imellem farmor og jeg. Et led. Han lå i hans hospitalsseng den morgen, hvor han var død. Han kom på sygehuset, og jeg begyndte at græde, fordi jeg var bange for at jeg aldrig skulle se ham igen. Han kom godt nok hjem igen, men der var ikke særlig meget tilbage af ham, intet andet end skind og knogler. Det var frygteligt! Jeg ved at han altid er et sted omme bag mig, jeg kan snakke med ham og høre ham. Når ordene bliver for tunge, løber jeg hjem. Nej jeg løber ikke, jeg flyver. Jeg er Abebe Bikila, uovervindelig og usårlig. Så længe det varer.
Det er gratis at oprette en konto