Jeg tror altid, jeg har gået med tanken om, at når jeg en dag ikke er her længere, vil jeg gerne blive husket. Jeg går også tit og er bange for, om jeg bare går hen og bliver glemt. Udover det vil beskrive mig selv som værende ret normal. Jeg ved godt, at det måske ikke det bedste bare at se dig selv som normal. At man ligefrem skal se sig selv som speciel, eller måske endda unik kan jeg ikke se nogen meningen med. Vi kan jo ikke alle være unikke eller særlige, for så ville vi jo ikke skille os ud.
Når så jeg ser mig omkring, på de lange mørke gange beklædt/ til klistret med mennesker i frikvartererne. Så ligner alle hinanden…altså i hvert fald mere eller mindre. Vi går alle i det samme tøj, opfører os på næsten samme måde, og vil helst ikke vække for meget opmærksomhed, eller være ALT for anderledes. Vi prøver alle så hårdt på at passe ind, at blive accepteret, at være med i det store fællesskabet. Men hvordan kan det så være, at vi alle ser ens ud, hvis vi alle er så specielle som vi går og tror?
Vi er 7,4 milliarder mennesker i verden, så for at blive til noget bliver man vel også nød til at være anderledes, eller i hvert fald at tænke anderledes. I de mindre klasser prøvede jeg altid, at forklare min mor. Hvorfor det var jeg gerne ville have de samme ting som alle andre havde. Men jeg kunne aldrig komme med en forklaring, da jeg heller ikke rigtig selv viste hvorfor.
Det er gratis at oprette en konto