Skumring

Dørklokken ringede, Josephine gik ud og hentede de to bestilte pizzaer. Gik ind til sin mor i stuen, gav hende den ene pizza, og fik kommentaren, ”ja det var sku også på tide jeg fik min mad!” Josephine gav ikke udtryk for at have hørt hvad hendes mor havde sagt, og satte sig ind på sin lillebrors værelse, trak gardiner for og skældte ham ud, fordi han havde trukket gardinerne fra. Josephine ville ikke have at nogen skulle vide hvor hun boede, fordi hun ikke ville have at nogen skulle vide noget om hendes mor, og om hendes liv. Derfor sørgede hun altid for, at alle gardiner altid var trukket for, og at ingen så hende gå ind eller ud af sin opgang. Josephine havde aldrig nogen venner eller veninder med hjem. Hun turde ikke lade nogen komme ind i hendes liv, selvom hun inderst inde havde et ønske om at der en dag var en der fik hende og hendes bror væk hjemmefra. Josephine var seksten år, og hendes lillebror, Tom, var syv. Deres mor havde drukket siden deres fars død for 3 år siden. Hvilket betød at Josephine måtte tage ansvaret for familien. Hendes mor var for fuld til at kunne lave mad, hjælpe Tom med lektierne, eller bare smide ham i seng hver aften. Alt dette måtte sørge Josephine for.