Forandring

Mit liv blev forandret, da jeg fik en ny kæreste efter at have været single i seks måneder. Jeg er glad for at have hende ved min side. Hun er alt, hvad jeg havde i mine tanker. Der var og er stadig mange ting, som jeg ikke ved om hende, men det er også svært for hende at fortælle mig det, da vi ikke ved, hvor lang tid vi så kommer til at være sammen. Mig og min kæreste kom sammen den 12. April 2015. Jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at ændre mig så meget, som jeg har gjort i løbet af 10 måneder. En uge efter vi kom sammen døde hendes mor af kræft. Der var ingen af hendes venner, som trøstede hende. Jeg var den eneste, som trøstede hende, fordi jeg gerne vil have, at vi havde en god tid mens vi var sammen. Jeg ville ikke være en dårlig kæreste. Jeg brugt hele min dag sammen med hende, så jeg kunne være der for hende, hvis hun havde brug for en skulder at græde på eller bare havde brug for en, som hun kunne snakke med. Det er som om, at det var i går jeg spurgte hende, om hun ville komme sammen med mig. Før jeg spurgte hende, om hun vil være min kæreste, sørgede jeg for at hun kunne lide mig for den, som jeg var og ikke for noget andet. Jeg havde spurgt hende, om hun ville med ned på stranden for at gå en tur eller måske få lidt alkohol, men hun sagde, at hun helst ville gå en tur. På det tidspunkt havde hun aldrig rigtigt drukket før. Jeg havde det fint med at gå en tur, så kunne jeg også snakke med hende, som den person jeg var den gang. Vi havde gået i over to timer, så jeg tænkte, at det var nok for i dag, derefter tog vi hjem. Før vi sagde farvel, spurgte jeg hende, om hun havde lyst til at ses igen klokken 19.00 dagen efter. Det sagde hun ja til, jeg sagde fedt så henter jeg dig klokken 19 i morgen aften. Klokken var fem minutter i syv, da jeg gik over til min nuværende kæreste for at være sammen med hende. Jeg var stadig nervøs for, at spørge hende, om vi skulle komme sammen. Jeg vidste ikke, hvad hun ville sige, og hvordan hun vil reagere. Jeg var nervøs, men jeg tænkte bare på noget andet, for jeg ville ikke have, at jeg hele tiden skulle tænke på det. Da jeg var over ved det hus, hvor jeg troede hun boede så gik jeg ind, men jeg var ikke forbedret på, at der var en sort hund, som kom gøende over til mig, men da ejer kom ned for at se, hvem hunden gøede af, så han mig. Jeg spurgte om Christina boede her, han sagde, at hun bor ved siden af, jeg sagde ok tak, også gik jeg ind ved siden af. Da jeg var ved hendes postkasse, stod der Karsten, Eva og Christina Jensen på med store bogstaver, så jeg gik ind og bankede på døren, men jeg vidste ikke at hun havde to hunde, så jeg fik et chok da Karsten åbnede døren. Jeg spurgte om Christina var hjemme, han sagde ja og kaldte på hende, hun kom op og sagde hej. Derefter gik vi. Vi gik ned til skoven, hvor vi snakkede og hyggede os. Jeg fik alligevel ikke samlet modet til at spørge hende den dag, men det gjorde jeg dagen efter. Jeg vidste ikke, at hendes mor havde kræft før efter hun døde. Jeg vil gerne have lært hende at kende, hun virkede som en rigtig sød person. Christina gik ned for at hentet sin jakke, så vi kunne komme afsted, lige før vi gik sagde hendes far at hun skulle være hjemme klokken 22 og jeg sagde ok. Christina og jeg gik ud for at gå en tur, så kunne vi snakke for os selv, så vi ikke behøvede og at tænke på, hvad andre tænkte på. Jeg spurgte Christina om, hvor hun havde lyst til at gå hen for, jeg syntes at det var hende som bestemte det, men hun sagde at jeg godt måtte bestemme. Igen sagde jeg, at det var hende som skulle