Endelig kom hun. Det er så længe siden, jeg har set hende sidst. Jeg hentede hende ved Løgstør, så hun ikke skulle skifte bus for tredje gang på hendes tur. Det var en stor gensynsglæde fra min side, men jeg synes, at hun virkede lidt ligeglad og meget fraværende.
Jeg havde forberedt et stor frokostbord med alt fra karrysild til roastbeef med hjemmelavet remolade. Da vi sad ved bordet, spiste hun ikke så meget, hun sad bare og gloede ud i den blå luft. Jeg begyndte så småt at blive lidt muggen. Jeg begyndte at spørge om en række af de sædvanelige spørgsmål og hun svarede bare korte svar uden at kigge på mig. Jeg kunne ikke holde min frustration tilbage til sidst, så jeg eksploderede som en vulkan i udbrud. Jeg var så sur. Hun kunne ikke bilde sig det ind! Nu har jeg inviteret hende på en hyggelig lille ferie, og så ter hun sig sådan, og det fik hun så sandelig også at vide. Det var så respektløst. Men hun var iskold, gik ind på gæsteværelset uden så meget som at kaste et blik på mig eller min mand.
Nu hvor jeg sidder og skriver kan jeg bare mærke skylden æde mig op indefra. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, hvordan kunne jeg finde på at skælde hende ud, efter hun lige er kommet? Jeg skulle bare havde bidt det i mig og accepteret at hun måske bare havde en dårlig dag.
Det er gratis at oprette en konto