Novelle: Museumstyveri på Nivaagaards Kunstsamling

Penge! Hvordan kan folk sige at der er meget der betyder mere? Ja, det er måske nemt nok, med uddannelse, fast arbejde og sådan noget. Men for alle os der ikke har et fast arbejde eller en uddannelse dem der ikke har det på den måde sådan nogle som mig, og derfor var det svær, ja nærmest umuligt for mig, at sige nej til 80.000 dask, især når Filip helt sikkert ville hjælpe!

Så sådan blev det, d. 29. januar 1999 skulle vi gå ind på Nivaagaards kunstsamling, tage de to malerier med kryds i brochuren, løbe ud i bilen med dem og stikke af igen. Jeg er kun skrottyv og er heller ikke den nye Einstein, men det her kunne jeg vel overskue.Vi kørte hen ad vejen, klokken var omkring et, så museet havde kun været åbent et par timer. Der havde ikke været meget byggeri de sidste 10-15 km, kun et par gårde med marker og græssende køer der dannede ramme for museet, det tegnede godt, selvom bilen lød som om den hele tiden ville give sit sidste dødshost. - Er du sikker på bilen kan holde turen ud? spurgte min nevø Filip, der sad nervøst i et sæde der havde flere sprungne end hele fjedre. - Ja selvfølgelig, jeg fandt den for en uge siden på en skrotplads og den har virket fint siden. - Nå okay. Filip slappede lidt mere af, men virkeligheden var at jeg selv var lidt urolig for den, den dag var første gang den havde startede inden for fem forsøg. Jeg nåede at blive helt urolig, da frakørslen pludselig kom og vi trillede ind på den grusbelagt parkeringsplads. Selve museet havde ikke meget med kunst at gøre, det var en murstensbygning med fladt tag og ikke særlig rene vinduer. Filip så lidt nervøs ud, men jeg troede det gik.Jeg kunne mærke hvordan spændingen begyndte at krible igennem mig, som en stille strand hvor der er optræk til store bølger.Vi gik ind, betalte entreen på 100 kr. og kiggede efter malerierne uden at se dem, vi fandt efter lidt tid de to malerier. Det var to portrætter, en kvinde og en mand, egentlig ikke særlig interessante, men så længe jeg fik mine penge, kunne det ligeså godt være en tegning af en toårig for mig.Vi stod og trippede lidt, indtil et ældre par endelig forlod rummet. Så tog jeg min skarpe lommekniv frem, og fik i et hug skåret snoren der holdt mandemaleriet over, det var tungere end jeg troede, men jeg fik det over i Filips favn, hans blik skiftede fra indgangene til mig og det andet maleri. Og pludselig lød det også som om det knirkede i brædderne lige bag ved os. Jeg pustede hurtigt ud, og trak det andet maleri tilbage så jeg kunne skære det over, men snoren var stærkere end den anden, jeg kunne mærke panikken begynde at boble i mig, da jeg med et befriende smæld fra snoren, fik billedet fri. Men nu var jeg sikker på jeg hørte skridt, hurtige skridt. Jeg smed kniven, og fulgte efter Filip der allerede var i løb. Det viste sig at jeg havde ret, en kustode i sort tøj og store briller, kom i mod os med fægtende arme, men Filip var helt i panik, og løb lige ind i ham, så han fløj over det glatte gulv og tabte brillerne i farten. Folk stod forstenede med chokerede ansigter da vi løb videre til vi kom ind i forhallen hvor Filip hamrede døren op med skulderen, jeg fulgte efter mens kontrolløren skreg stop efter os. Vi sprintede så godt vi kunne med de tunge rammer, hen til bilen hvor vi lagde malerierne i det ulåste bagagerum. Og gik ind i bilen, jeg fandt nøglen frem og prøvede at starte, men der kom kun tørre host, efter at have prøvet et par gange begyndte Filip at råbe mig i hovedet og lige da jeg ville råbe tilbage var der noget der hamrede på bilen, jeg vendte mig hurtigt og så ud på den gamle kustode der havde fået brillerne på igen. Filip gik resolut ud og kastede nærmest kustoden i en stor hæk, der var i nærheden af parkeringspladsen. Endelig fik jeg startet vognen og Filip nåede næsten ikke at komme ind før jeg speedede op, kørte ud på vejen og drejede fra ved den første afkørsel med hjertet hamrende i brystet.Min søn, Thomas, var vores mellemmand, og da køberne var meget ivrige, havde han solgt dem før han havde dem, og jeg havde nu 40.000 efter at have splejset med Filip, men pengene virkede nu som hårdt tjente. Jeg havde aldrig troet der var så meget forskel fra at stjæle i ro og mag om natten på en øde skrotplads til at stjæle ved højlys dag med mennesker og under stressede forhold. Men sket er sket og når jeg havde drukket noget, skulle jeg nok se det lyse i pengene. Så ved 21-tiden sad Thomas, Filip og jeg og så TV-avis Jeg havde regnet med at de ville fortælle kort om det, men jeg tog fejl. De brugte over halvdelen af tiden på at fortælle om nogle professionelle røvere der havde stjålet to malerier af Rembrandt. Jeg var ikke kunstkender, men Rembrandt havde jeg hørt om, og jeg blev chokkeret da de fortalte hvor meget de var værd. Og mine 40.000 virkede nu ikke som så meget. Men de var jo solgt, så vi kunne ikke blive taget på fersk gerning, og hvis vi var heldige var det private samlere. - Var det hælere eller en rigmand du solgte det til? spurgte jeg Thomas. - Et par hælere, du ved kunst og antik typen, svarede han halvstammende. - De ved ikke hvem du er vel? jeg blev urolig da han fik et flovt udtryk. - Joohh, det er Rasmus og Klement, de kender os vel lidt. Jeg blev helt tom, de kendte os mere end godt, og jeg kendte dem, nogen sladretyper der ville gør hvad som helst for at rede deres eget skind. Jeg gik med slæbende skridt hen mod Thomas og svang ham en syngende lussing og gik derefter i seng.Tiden gik uden at der skete noget, og da det blev sommer havde vi næsten overbevist os selv om, at det var solgt videre og den sag var ude af verdenen, men så en hed dag kom det frem igen, en undercover betjent havde opsporet dem og hælerne var nu taget på fersk gerning. Lige efter vi havde hørt det, kørte vi i min nye skrotbil til Jylland og lejede et sommerhus under falsk navn og købte en masse mad. Der gemte vi os, puttede maden i fryseren, hørte alle radioaviser og så TV-aviserne. Der gik næsten en uge før der skete noget igen, en radioavis ved middagstid fortalte at de nu havde navnene på tyvene. Og så om aftenen kunne vi se nogle gamle billeder af os selv i Tv’et.Men der gik yderligere et par dage i uudholdelig rastløshed og spænding, før politiet kom, vi levede af kiks og smør på det tidspunkt. Vi sad netop og spiste de sidste i en pakke, da en megafon lød igennem vores sorte vinduer. Den fortalte at vi var omringet og skulle komme ud med hænderne over hovedet. Det gjorde vi, helt uden kamp. Vi var helt udmattede og havde næsten bare ventet på de kom. Jeg fik senere fortalt at det var købmanden, der havde husket os fordi vi købte så meget mad og så mange kiks og så meget smør.