Tiden Løber

Tiden løber, og det er ikke altid at vi når at løbe med. Måske løber tiden fra os, men hvor løber den hen? Min sindsstemning slår øjeblikketligt over i det melankolske, når jeg tænker på tid. En ubehagelig knude binder sig i det nederste af min mave, og jeg giver et forsøg på at ignorere tankerne der presser sig på. Jeg føler ofte at tiden ?ygter fra mig, ikke giver mig lov til at blive hos den. Det sker så ofte jeg kaster mig hovedkluds i et forsøg på at række ud efter tiden, at jeg bliver distraheret og den styrter fra mig. En hændelse som jeg gentagende gange har oplevet, er et scenarie hvor jeg har været placeret et trygt sted, det kan være i min mors bil, i dagligstuen, en vens arme og der her bliver afspillet en sang. Jeg husker at det i en af scenarierne har været sangen "Når tiden går baglæns” (ironisk nok) med Clara So?e og Rune RK. Med den sang har der fulgt glade minder, og min første reaktion er henrykkelse og et udbrud noget i stil med: “Jeg elsker den her sang, hvornår er den fra?”. Jeg har garenteret have set meget forundret ud, når jeg har fået udgivelsesåret for den sang af vide. Jeg har været overbevist om, at det ikke kan have været særlig længe siden, at min mor og jeg sad i vores gamle bil, skrålede med på sangen med sodavandsdåser i kopholderne og en vaffelis i hånden. Her spreder den klamme tunge fornemmelse af at have gået glip af noget, at have forspildt en chance. Men hvorfor skal tiden bestemme at det er lang tid siden? Jeg ville ønske jeg kunne beholde dette minde, som noget der skete for nyligt. Men hvem siger det ikke gjorde det, ?ndes tiden overhovedet, når man hverken kan se eller mærke den? Hvorfor skal den have denne magt over os? Selvom tid ikke har noget udseende, er vi alligevel i stand til at afgøre hvilken størrelse tid er. Vi kan måle den med vores ure, eller bare kigge efter hvor højt solen står på himlen, og herfra se hvornår vi skal afsted, videre, ikke spilde tiden. Hvad nu hvis vi i stedet for at bruge udtrykket “Vi skal være klar til tiden”, i stedet brugte “Vi skal være klar når vi er klar, når vi har nået det vi skulle, er godt tilfreds og har lyst til at gå videre.”? Hvis vi ?k fri fra skolen når vi havde lært det vi skulle, i stedet for at sætte en tidsbegrænsning på det. En skoleelev i 2. klasse skal have lært noget speci?kt inden året er omme, hvad så hvis det ikke er en passende tid til den enkelte elev? Hvad hvis det lille barn sidder og river sig i håret, frustreret ser til imens dets klassekammerater ivrigt rækker hånden i vejret, sagtens kan svaret, for det har de haft tid nok til at lære det? Tiden bliver presset ned over hovedet på eleven “I har haft ?ere måneder til at lære det her i, i burde have styr på det nu”. Hvad nu hvis begrebet tid ikke dækker over det samme for det lille barn? Nogle ganger tænker jeg over, om der overhovedet ?ndes nogen tid. Ingen kan hverken modbevise eller bevise, at fortid og fremtid er andet end begreber, som kun foregår inde i os. Inde i vores hoveder. I nutiden er fremtiden ikke andet end antagelser, og det eneste vi har fra fortiden er vores minder.