Den sædvanlige sten. Blæsende. Koldt. Gråt. Intet grønt. Ingen blade. Efterår. Solen gemmer sine stråler bag store sorte skyer. Ligesom jeg gemmer mine tanker væk. Stenen er stor. Kæmpestor. Jeg ser aldrig nogen hernede. Ikke en løber. Ikke en hjort. Ingenting. Den, ja stenen, har mange ridser. Ridser som jeg har givet den. Tanker som ikke ville slippe. Stenen, som er ligesom en psykolog for mig. Min terapeut. Det er den som hjælper mig hver gang. Hver dag. Hele tiden. Den får mine tanker til at samle sig og smider dem alle sammen ud af mit hoved, og jeg falder helt til ro. Mit sind. Alt slapper af. Det er det, jeg har brug for indimellem. Det, med at den smider tankerne væk har ikke samme virkning lige præcis i dag. Hvorfor ved jeg ikke? Måske fordi tiden løber, når jeg sidder her.? Den tid der går så hurtigt. Jeg tænker, men prøver konstant at få de tanker væk, som fylder. Det, som fylder lige nu er tiden. Den tid. Der er mange tider. Aldre. Alt sammen noget et alment menneske skal igennem. Barn, teenager, voksen alt sammen noget, som fører til død. Desværre. Tiden løber, og det gør livet også. Ikke kun livet. Alt løber, og pludselig er det slut. Slut måske før det skulle. Hvornår skulle det det? Aldrig. Hvad er aldrig? Mange associationer kommer frem her på stenen, hvilket ikke er normalt. Jeg ved faktisk ikke, om det er stenen, som er min terapeut? Er det skoven? Er det tilstedeværelsen? Hvad hjælper mig? Hjælper mig med hvad? Jeg tænker, at det er at lade vær med at tænke på tiden. Hvem ved? Ingen ved.
Det er gratis at oprette en konto